»Her står, at det er lovligt. Sådan er det«, sagde Peter Brixtofte på tirsdagens pressemøde og holdt et stykke papir op foran sig. Den hårdt pressede borgmester havde gravet i bunker af dokumenter foran sig og fundet et notat fra advokat Christian Kruse Madsen, der ifølge borgmesteren sagde god for, at Peter Brixtofte i april 2001 lånte 250 millioner kroner uden at spørge byrådet. Det afviser Christian Kruse Madsen, som er så provokeret af Brixtoftes brug af notatet, at han dropper advokatbranchens normale diskretion og river det juridiske gulvtæppe væk under Farums trængte borgmester. »Den konkrete udtalelse går ikke på, om byrådet skal spørges eller ej. Kommunen bad mig afgive udtalelse til FIH om, hvordan kassekreditregelen fungerer, og det er det, den udtalelse går på. Den går ikke på det, som den øjensynligt nu bliver brugt til, nemlig at legitimere, at man stifter gæld uden at kommunalbestyrelsen beslutter det«, siger Christian Kruse Madsen, der er partner i et af landets største advokatfirmaer Bech-Bruun Dragsted. Sidste år blev han hyret af Farum Kommune, fordi erhvervsbanken FIH ville have en vurdering af reglerne for kommunernes låntagning, inden kommunen kunne låne 250 millioner kroner. Strid om papir Brixtoftes meget offentlige brug af notatet sætter advokaten i en kattepine, fordi han normalt ikke udtaler sig om klienters forhold: »Men på den anden side synes jeg nok, at hvis Peter Brixtofte har hevet det stykke papir op og sagt, at det gav udtryk for, at han kunne optage lån, uden at kommunalbestyrelsen bevilgede det, så må jeg være berettiget til at sige, at det giver det papir ham ikke grundlag for at sige«. Lånet på 250 millioner kroner kan blive afgørende for Peter Brixtoftes skæbne, fordi det nye flertal i byrådet vil bruge det til at vælte den før så egenrådige borgmester. Fastholder lovlighed Derfor var lånet i centrum på tirsdagens pressemøde, hvor Peter Brixtofte mange gange gentog, at han ikke havde brudt loven: »Jeg har været 100 procent sikker på, at det var lovligt, det vi gjorde. Og det har jeg papir på«, sagde borgmesteren og læste op af den såkaldte legal opinion Christian Kruse Madsen lavede 23. april 2001. Med advokatens melding smuldrer Peter Brixtoftes juridiske forsvarsværker yderligere. Onsdag måtte dr.jur. Mogens Heide-Jørgensen trække sin støtte til Farumborgmesteren tilbage, efter at Brixtofte på pressemødet havde udleveret et notat fra juristen. Ifølge Mogens Heide-Jørgensen skulle borgmesteren først træde tilbage, når byrådets suspension var godkendt af både Indenrigsministeriet og landsretten. Men en time efter pressemødet måtte Mogens Heide-Jørgensen erkende, at han havde taget fejl. Brixtofte skal forlade borgmesterkontoret, hvis Indenrigsministeriet godkender byrådets beslutning; en eventuel retssag har ikke opsættende virkning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























