Sag mod hærchef syltes

Lyt til artiklen

Til trods for regeringens løfter om, at krigsforbrydere skal retsforfølges, har politiet de sidste måneder forgæves søgt Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om oplysninger, der kan bringe sagen om den irakiske hærchef på tålt ophold videre. Enhedslistens Søren Søndergaard beskylder på den baggrund PET for at dække over, at efterretningstjenesten samarbejder med USA om hærchefens mulige rolle i en krig mod Irak. »Det ser ud, som om PET systematisk undgår at afsløre, at de har arbejdet tæt sammen med USA om denne sag«, siger han. Beder om oplysninger Flere kilder siger til Politiken, at politiet i flere måneder har bedt landets efterretningstjenester om oplysninger, de kan bruge til at retsforfølge den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji. Han bor i dag i Sorø og mistænkes for medansvar i drabene på tusindvis af irakiske kurdere i slutningen af 1980'erne. Politimester i Ringsted Signe Justesen, der leder efterforskningen mod den tidligere hærchef, vil hverken be- eller afkræfte, at politiet forgæves har bedt efterretningstjenesterne om hjælp. »Dermed ikke sagt, at vi ikke er interesserede i at vide, om de har nogle oplysninger, vi kan bruge i en åben efterforskning efter retsplejeloven«, siger Signe Justesen. PET undersøger Vicepolitimester i PET Finn Ravnborg siger, at PET i øjeblikket undersøger, hvad de vil videregive. »PET vurderer løbende, om tjenesten modtager oplysninger, der kan stilles til rådighed for Ringsted Politi, og vi er for tiden i gang med at foretage en sådan vurdering«, siger han. Direkte adspurgt vil han ikke svare på, om PET samarbejder med USA om at bruge hærchefen i en krig mod Irak. Formand for Folketingets Retsudvalg, SF's Anne Baastrup, kalder sagen besynderlig og ønsker en forklaring fra justitsminister Lene Espersen (K): »Jeg går ud fra, at efterretningstjenesterne samarbejder med politiet. Det virker, som om der er andre ting blandet ind i denne sag end det, man siger«. Justitsminister Lene Espersen ønsker ikke at udtale sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her