Bombe under folkesundhed

Lyt til artiklen

Flere eksperter vurderer, at mange flere danskere vil få type 2-diabetes, kræft og hjerte-kar-sygdomme, hvis der ikke bliver sat ind over for overvægt. For 20 år siden kaldte man i folkemunde med rette type 2-diabetes for gammelmandssukkersyge. Dengang passede navnet til lidelsen, fordi den overvejende ramte folk over 55 år. I dag er navnet direkte misvisende. Ikke blot er antallet af danskere, der bliver ramt af type 2-diabetes i samme periode blevet fordoblet - debutalderen er også dalet til 35-40 år. Ud af de op til 300.000 danskere, der i dag skønnes at have sukkersyge, har hovedparten type 2. Knap 90 procent af dem er overvægtige. Eksplosiv stigning »Stigningen i antallet af danskere med type 2-diabetes følger den eksplosive fedmevækst. Hvis man spiser for meget og motionerer for lidt, bliver man overvægtig - og placerer sig dermed også i højrisikogruppen for at få type 2-diabetes, der igen trækker en række livsstilssygdomme med i sit kølvand. Det er en meget foruroligende udvikling«, siger overlæge Knut Borch-Johnsen fra Steno Diabetes Center Overlæge Inge Clemmesen fra Kræftens Bekæmpelse er enig. »Det fedmeproblem, der nu er blevet kortlagt, er rystende. Der gøres slet ikke nok for at forebygge fedmen. Dette er jo ikke et diabetes- eller et kræftproblem - men et samfundsproblem. Vi har i årevis oplyst folk om, at de skal leve sundt, men det er, som om det ikke virker. Vi skal ned og oplyse specifikt om, hvordan man undgår fedme, for at få sygdomsproblemerne løst«, siger hun. Dobbelt risiko for kræft Overvægtige har næsten dobbelt så stor risiko for at udvikle brystkræft i overgangsalderen, tyktarmskræft og kræft i livmoderslimhinden som folk med normalvægt. 60 procent af dem, som har type 2 diabetes, dør af hjerte-kar-sygdomme som blodpropper i hjernen og hjertet - andre udvikler blindhed og nyresvigt. Diabetes type 2 bevirker også en lavere levealder. Derudover er der risiko for, at de mange kilo belaster kroppen i en sådan grad, at man får knæ- og rygproblemer samt leddegigt. Overvægt kan også forårsage urinsyregigt samt større risiko for dødelighed ved operation - blandt andet fordi bedøvelsen sætter sig i fedtvævet. Frygt for boom Allerede nu er boomet i sygdomme aflæseligt omkring diabetes type 2, og både Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen forventer, at samme tendens snart vil vise sig i kræft- og hjerte-kar-sygdomstilfældene. Selv om fem procent færre danskere de seneste fem år er døde af kræft, vurderer foreningens direktør, Susanne Volqvartz, at kurven snart vil ændre sig i negativ retning. »Der er en velbegrundet frygt for, at vi vil se antallet af hjerte-kar-sygdomme stige herhjemme de kommende år i takt med, at danskerne bliver tykkere. Den tendens ses allerede i USA, hvor flere igen får hjerte-kar-sygdomme på grund af fedme«, siger Susanne Volqvartz. Sund livsstil og motion Både inden for kræft- og diabetesforskning ligger der klare indikationer på, at en sund livsstil og motion kan sætte en stopper for udviklingen af type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft. Også en tidlig indsats - allerede hos børnene - kan forebygge rækken af fedmerelaterede sygdomme. En undersøgelse blandt københavnske overvægtige børn sidste år viste, at der hos dem er en kobling mellem fedme og en ændring i kolesteroltallet, som man ser det hos voksne. »Kimen til skaderne af sukker- og fedtstofskifte bliver lagt i de tidligere børneår«, siger overlæge Knut Borch-Johnsen fra Steno Diabetes Center.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her