'Modkup' i Farum: Fuchs alligevel ikke borgmester

Lyt til artiklen

Den frafaldne venstremand Erik Fuchs bliver alligevel ikke midlertidig borgmester i Farum, hvis Peter Brixtofte (V) suspenderes. Borgmesterstolen går i stedet til Paul Wachtell fra Borgerlisten. Paul Wachtell har brudt med oppositionsgruppen og i stedet sluttet sig til Venstres tilbageværende byrådsgruppe. Med Wachtells beslutning har Brixtoftes gruppe et 10-9 flertal i byrådet i Farum - mod Erik Fuchs, Per Edrén (K), Helene Lund (SF), Sabine Kirchmeier-Andersen (S), Morten Pflug (V) og kompagni. Kontaktet af Venstre Paul Wachtell siger til DR, at det var Peter Brixtofte selv, der kontaktede ham fredag morgen for at tilbyde ham posten. »Jeg synes, at det var en meget fornuftig ide. Jeg vil prøve at bestride den stilling på en stille og rolig måde. Vi må have sat en stopper for alle de beskyldninger og al den bitterhed og had, der har præget den her sag«, siger han til Ritzau. Han vil ikke gå i detaljer med, hvad aftalen med Venstre-gruppen går ud på. Men han afviser overfor DR's TV-Avisen, at Brixtofte kan trække ham rundt ved næsen. »Det er jeg for gammel til. Jeg er uddannet læge og psykoterapeut og lader mig ikke flytte. Tænk på, at jeg har kendt Peter (Brixtofte), siden han var en knægt«, siger Paul Wachtell. Bitter Fuchs skælder ud Erik Fuchs (V), der næsten havde fået borgmesterkæden om halsen, er ikke glad for nyheden om Wachtells skift. »Jeg betragter det her som noget, Peter Brixtofte har sat i værk for at få ram på mig. Det gør han, fordi jeg tilfældigvis var den person, som ville rydde op«, siger Erik Fuchs. Fuchs: Wachtell løber fra aftale Erik Fuchs hæfter sig også ved, at den nye favorit til borgmesterstolen, Paul Wachtell, har startet sin lynkarriere i Farum Kommune ved at springe fra et underskrevet løfte. »Jeg har en erklæring, hvor Paul Wachtell har skrevet under på, at han vil stemme på mig som borgmester«, siger Erik Fuchs. 'Der er jo noget, der hedder moral' »Og der er jo også noget, der hedder moral - selv i politik«, siger Erik Fuchs. Han mener desuden, at Peter Brixtofte står bag et andet forsøg på at svække hans kandidatur. Nemlig ved at lække oplysninger til Ekstra Bladet om, at Fuchs har modtaget uretmæssige honorarer fra kommunen, bl.a. for at deltage i en julefrokost. Men Ekstra Bladet oplyser, at avisen selv har søgt aktindsigt i dokumenterne vedrørende Fuchs. Det nye og usædvanlige set i relation til Farum er bare, at kommunen har overholdt svarfristerne i offentlighedsloven - noget, kommunen bestemt ikke kendt for. Uerfaren kommunalpolitiker Den formentlig kommende skyggeborgmester Paul Wachtell er helt grøn i forhold til kommunalpolitik. Han blev valgt ind i Farum Byråd første gang ved efterårets kommunalvalg, men ender altså formentlig med at kunne sætte sig i borgmesterstolen - i hvert fald for en periode - allerede før han har et års jubilæum i kommunalpolitik. Paul Wachtell siger, at han på mødet med Venstre-folkene understregede, at han stadig vil stemme for, at Brixtofte - der deltog i mødet - bliver suspenderet. Farum Byråd skal tage stilling til både suspensionen af Brixtofte og spørgsmålet om en midlertid borgmester på et byrådsmøde, der ventes afholdt i nær fremtid. Manglende erfaring en fordel Paul Wachtell ser selv sin manglende erfaring med byrådsarbejde som en fordel. »Jeg synes, det er et meget vigtigt signal fra Venstre, at de vil prøve en uerfaren kandidat«, siger han til Ritzau. SF: Det er krampetrækninger Byrådsmedlem Helene Lund (SF) opfatter den seneste udvikling som udtryk for Brixtoftes sidste krampetrækninger. »Der er tale om en magtdemonstration, som desværre gør det svært for enhver at bevare nogen som helst tillid til Farum Kommune. Jeg håber virkelig, at farcen i Farum snart vil slutte«, siger hun. Hun tilføjer, at Wachtell øjensynligt ikke kender spillets regler, når han løber fra en underskrevet aftale. Overrasket viceborgmester Den nye udvikling i Farumsagen kommer bag på viceborgmestere Per Edrén (K), der stod bag den frafaldne venstremand Erik Fuchs kandidatur til borgmesterposten. Per Edrén erklærer dog sin fulde tillid til Paul Wachtell og også er villig til at stemme for ham, hvis han kan samle flertal. Ifølge Edrén er personspørgsmålet mindre vigtigt. »Det drejer sig om at få ryddet op. Hvem der skal stå for det, er mindre vigtigt. Hvis Wachtell kan samle flertal, ser jeg ingen grund til at demonstrere i byrådet ved ikke at stemme for ham«, siger viceborgmesteren til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her