De fleste kommuner er positivt indstillede over for socialminister Henriette Kjærs (K) lovforslag om, at forældre skal have mulighed for tilskud til privat børnepasning. Det viser en ny undersøgelse, som kommunernes nyhedsbureau, dk-nyt, har lavet. I undersøgelsen, hvor fortrinsvis mindre kommuner er blevet spurgt om deres holdning til forslaget, svarede 45 ud af 76 kommuner, at de forventer at indføre ordningen, når den vedtages i Folketinget. Positive Venstrekommuner Det er især Venstrekommuner, som er positivt indstillet over for forslaget, der går ud på, at kommuner skal kunne give et tilskud på 3.400 kroner om måneden til pasning af børn i alderen fra 24 uger til børnehaveklassealderen i hjemmet. Ifølge lovforslaget vil kommunerne selv kunne bestemme, om de vil give deres borgere tilskuddet, som maksimalt vil kunne gives i ét år til det enkelte barn år, og derudover vil der maksimalt kunne udbetales tre tilskud per hustand. »Det er et godt forslag, som vi helt klart siger ja til«, siger borgmester Mogens Gade (V) i Brovst Kommune. Kommunen har pasningsgaranti, og borgmesteren regner derfor ikke med, at mange vil benytte sig af tilbuddet. »Men det vigtige er, at der nu kommer et friere valg for børneforældre«, siger Mogens Gade. 15 afventende kommuner Ikke alle kommuner er lige så begejstrede for forslaget som borgmesteren i Brovst. 15 kommuner vil afvente den endelige vedtagelse, før de beslutter, om de vil tilbyde deres borgere tilskuddet, mens 16 kommuner ifølge undersøgelsen vil takke nej til forslaget. Deriblandt Venstreborgmester Uffe Henneberg i Nørre-Snede. »Jeg kan ikke indføre dette forslag i min kommune, fordi jeg mener, at det vil komme til at koste os penge. Vi har ikke pasningsgaranti i vores kommune, hvilket vil betyde, at forslaget vil skabe krav om 100 procent pasning af børnene i kommunen, mens vi i dag kun har 80 procent pasning. Med den lave pasningsfrekvens vi har, vil det blive for dyrt for os«, siger Uffe Henneberg. Han bakkes op af fire andre Venstreborgmestre, én konservativ og 13 socialdemokratiske borgmestre. »Tilbageskridt« Det er ikke kun økonomien i forslaget, som flere borgmestre vender sig mod. Mange borgmestre mener, at forslaget ikke tager sociale samt køns- og integrationspolitiske hensyn. »Jeg mener, at socialministerens forslag er et tilbageskridt, fordi det vil ramme skævt. Jeg frygter, at økonomisk dårligt stillede familier vil udnytte dette her til at få en ekstra indtjening og derved ikke komme ud på arbejdsmarkedet. Derudover er det rent integrationsmæssigt også problematisk, fordi man kunne forestille sig, at udlændingefamilier vil holde deres børn hjemme, hvilket vil betyde, at børn, der skulle integreres allerede i børnehaven, ikke vil lære dansk tidligt i deres liv«, siger borgmester i Kalundborg Tommy Dinesen (SF). Overvældet socialminister Socialminister Henriette Kjær, der fremsatte forslaget 28. februar, er overvældet over den positive modtagelse fra flertallet af borgmestrene og afviser samtidig alle de skeptiske borgmestres kritikpunkter. »Det er en misforståelse, at forslaget vil ramme kommunerne på pengepungen. Det betyder intet, om kommunen har pasningsgaranti eller ej, fordi forældrene får kun tilbudt dette tilskud, den dag man får tilbudt en institutionsplads. Og det kan slet ikke ramme de økonomisk dårligt stillede familier, da tilbuddet kun gælder for dem, der er aktive på arbejdsmarkedet«, siger socialministeren og skyder også integrationsspørgsmålet ned. »Vi har taget højde for, at indvandrerforældrene kan beholde deres børn hjemme ved at indrette ordningen sådan, at den kun gælder for et år per barn. Og så synes jeg altså også, at indvandrerforældre skal have lov til at passe deres børn hjemme«, siger Henriette Kjær, der forventer, at forslaget vil blive vedtaget i løbet af foråret med støtte fra Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti. Loven vil komme til at gælde fra 1. juli.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























