En tredjedel kvinder i partierne

Lyt til artiklen

Kvinder udgør kun lidt over en tredjedel af partiernes medlemmer, men de er blevet bedre integreret i partiernes hierarki - dog med store forskelle mellem partierne. Det fremgår af Magtudredningens seneste rapport 'Kønsmagt under forandring', der udkommer fredag den 8. marts - på kvindernes internationale kampdag. Magtudredningen er et forskningsprojekt, der er sat i gang af Folketinget, og som ved oprettelsen fik til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede. Ph.d.-stipendiat Karina Pedersen, Københavns Universitet, har lavet analysen af, om der er kønsforskelle i de danske partier, og hun konstaterer, at der stadigvæk er færre kvinder end mænd, der melder sig ind i et politisk parti. Mindsket forskel De lodrette kønsforskelle er mindskede, men til gengæld er der markante forskelle i mænds og kvinders villighed til at stille op til offentlige valg. På den baggrund er det svært at se, hvordan andelen af kvinder blandt partiernes indvalgte repræsentanter i kommunalbestyrelser, amtsråd og Folketing kan øges, skriver Karina Pedersen. Hun påpeger, at kvindernes manglende ønske om at stille op får konsekvenser for deres muligheder for at varetage deres egne interesser og øve indflydelse på de parlamentariske arenaer. Analysen viser også, at der er forskel mellem partierne, både hvad angår de kvindelige og mandlige medlemmers tilstedeværelse og deres bidrag og holdninger. De fleste og største kønsforskelle findes i Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti, mens kønsforskellene generelt er mindst i SF, der også har den største andel af kvindelige medlemmer. Karina Pedersen påpeger, at SF har haft en klart udtrykt strategi i forhold til køn i form af kønskvotering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her