Mogens Amdi Pedersen appellerede natten til fredag afgørelsen om, at han skal sidde i fængsel, indtil hans sag om udlevering skal for en dommer senere på måneden i Los Angeles. Hans advokat Robert Shapiro har sendt et 26-siders skrift til retten med en anmodning om tage sagen op til fornyet vurdering. Det siger en talsmand for den amerikanske anklagemyndighed, til Ritzau natten til fredag dansk tid. 26 sider argumenter I forbindelse med appellen har Shapiro afleveret et skrift på 26 sider, der begrunder, hvorfor han mener, at hans klient bør sættes på fri fod, mens udleveringssagen mod den 63-årige dansker bliver behandlet. Hvor lang tid der går, før den amerikanske ret er klar til at afgøre, om Mogens Amdi Pedersen skal udleveres til retsforfølgelse i Danmark, afhænger af, om parterne trækker sagen i langdrag med udsættelser for at kunne forberede sig bedre til retsmøderne. En dansk ekspert i amerikanske retsforhold, Finn Martensen, vurderer, at der kan gå mellem få uger og flere måneder. Vil lure på fodfejl Robert Shapiro vil formentlig udnytte enhver fodfejl, som anklagemyndigheden måtte lave. Og selv småfejl kan føre til en afvisning af sagen, mener Finn Martensen og fremhæver fejl i oversættelserne af dokumenter som et eksempel. Dommeren har et bredt spillerum, når han skal vurdere, om han vil sende Amdi tilbage til Danmark. Både Amdi Petersens personlighed og selve hans formodede forbrydelse skal vurderes. Og det er her, at den danske og amerikanske anklagemyndighed kommer på hårdt arbejde, vurderer Finn Martensen. For to uger siden besluttede dommer Stephen Hillman ved Roybal Federal Court i Los Angeles, at risikoen for flugt var for stor til at løslade Tvindgrundlæggeren mod kaution. Knap en uge tidligere blev Amdi Pedersen anholdt i lufthavnen i Los Angeles, fordi det danske politi havde eftersøgt ham via Interpol, og siden har han siddet i fængsel. Danmark ønsker ham udleveret til retsforfølgelse. Sammen med seks øvrige ledende Tvindmedlemmer er han sigtet for underslæb og skattesvig i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Advokat finder fejl Robert Shapiro forsøger i sin appel at pege på en række tekniske og juridiske fejl. Der er altså ikke tale om, at Amdi Pedersen er syg eller for svag til at sidde i fængsel. Sådanne argumenter har ellers tidligere været brugt til at få en dommer til at omgøre en kendelse om varetægtsfængsling. Shapiro bruger i stedet samme argumenter, som han brugte, da dommeren besluttede, at flugtrisikoen var for stor. Ny oversættelse Shapiro har blandt andet valgt selv at fået oversat den danske retskendelse om fængsling i stedet for at bruge den, som det danske politi har fået oversat og sendt til USA. Han peger blandt andet på, at der er uoverensstemmelser i oversættelserne, og at den danske oversættelse ikke er stemplet korrekt. Shapiro mener også, at der i udleveringstraktaten mellem Danmark og USA står, at en person skal være tiltalt for at blive udleveret. Amdi Pedersen er kun sigtet, men det er ifølge både danske og amerikanske myndigheder nok til at få ham udleveret. I 11 tidligere sager om udlevering til Danmark har de fleste kun været sigtet, oplyser Justitsministeriet. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Shapiro, men ifølge Politikens kilder ønsker han at få dommeren til at vurdere, om der er tilstrækkeligt med beviser bag det danske politis sigtelser. Ifølge både de amerikanske og danske myndigheder er det dog først et spørgsmål, der skal vurderes, når selve udleveringssagen er begyndt. Ingen kommentarer Advokat Thomas Rørdam, der var i Los Angeles forrige uge for at rådgive Shapiro om den danske sag, har ingen kommentarer til appellen. Han har heller ingen nye oplysninger om, hvad hans rolle bliver i sagen eller om resultaterne af hans besøg hos Amdi Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























