Regeringens forslag om at afskaffe muligheden for at søge om asyl fra danske ambassader i udlandet bliver kritiseret. Advokatrådet har tidligere advaret om, at forslaget risikerer at stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og nu melder også Amnesty International sig i koret af kritikere. »Fjerner regeringen den mulighed, fjerner den endnu et beskyttelsesniveau for flygtninge«, siger Betina Gollander, flygtningekoordinator i Amnesty International. »Flygtninge bliver nu tvunget til at søge efter menneskesmuglere«, siger hun. Amnesty International nævner blandt andet kritikken af ambassadestoppet i et endnu ikke offentliggjort høringssvar til udlændingeloven. EL: Sadistisk Også fra venstre side i folketingssalen lyder der kritik af VK-regeringens forslag. »Det er både dumt og sadistisk«, siger Enhedslistens retspolitiske ordfører, Søren Søndergaard. Integrationsminister Bertel Haarder (V) foreslår således i sin nye udlændingelov, at der ikke længere skal være mulighed for at søge asyl fra danske ambassader i udlandet. I 2000 fik 56 personer opholdstilladelse på grund af denne mulighed. En foreløbig opgørelse viser, at tallet var 75 i 2001. Ifølge udlændingeloven har for eksempel en iraner hidtil haft mulighed for at gå ind på den danske ambassade i Teheran og søge om asyl, hvis han ikke blot var forfulgt, men også havde nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning til Danmark. Advokatrådet advarer da også i sit høringssvar om, at forslaget vil forhindre ægtefæller til flygtninge om at søge om asyl, hvilket indeholder en "risiko for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet afskaffelsen af den gældende ordning vil kunne føre til splittede familier". Afviser kritik Bertel Haarder har ikke ønsket at kommentere kritikken af ambassadestoppet. Men Integrationsministeriets departementschef, Niels Preisler, afviser Advokatrådets kritik af, at forslaget skulle splitte familier. »Vi afskaffer jo ikke familiesammenføringsreglerne, så en ægtefælle her i landet vil stadig kunne søge efter familiesammenføringsreglerne«, siger Niels Preisler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























