Hjælp til voldsramte kvinder

Lyt til artiklen

Fredag klokken 12 åbnede en ny hotline, hvor voldsramte kvinder døgnet rundt kan få råd og oplysning om nærmeste krisecenter. Telefon 70 20 30 82 er oprettet i samarbejde med landets kvindekrisecentre, der skiftes til at tage vagten, og det er kun ét af mange initiativer i den handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder, som regeringen offentliggjorde - på kvindernes internationale kampdag. Med i handlingsplanen er nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal undersøge de praktiske muligheder for en lovgivning, der vil gøre det muligt at fjerne voldsudøveren midlertidigt fra hjemmet. Urimeligt for offeret »Det er særdeles urimeligt, at det som regel er voldsofferet, der må forlade hjemmet, rive børnene op med rode og flytte på krisecenter«, sagde justitsminister Lene Espersen (K), da hun sammen med social- og ligestillingsminister Henriette Kjær (K) i går præsenterede handlingsplanen. »Men vi har en grundlov, der skal respekteres, og der er nogle retssikkerhedsmæssige aspekter i sådan et forslag, som det er nødvendigt at få belyst grundigt. Derfor vil vi sende medlemmer af arbejdsgruppen på studietur til de steder, hvor princippet er indført - bl.a. Østrig, Luxemburg og nogle af de tyske delstater - og se, hvordan problemerne er løst dér«. Der er afsat omkring 50 millioner kroner over de næste tre år til handlingsplanen. Dertil kommer, at kapaciteten på krisecentrene skal vurderes, og at der bliver mulighed for at søge midler fra en særlig pulje af de såkaldte satsmidler til at oprette nye centre, hvis der er behov for det. Med i beløbet er 2,5 millioner fra Justitsministeriet til anskaffelse af mobile overfaldsalarmer og 1,4 mio. til den årlige drift af alarmerne, der skal stilles til rådighed for voldstruede kvinder. En god begyndelse »Det er en god begyndelse«, siger formanden for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Jytte Meinholt. »Men vi så gerne endnu flere penge til området - sammenholdt med, at vold mod kvinder årligt anslås at koste samfundet 370 millioner kroner. I det beløb er indsatsen over for børnene,og midler til at hjælpe de voldsramte kvinder videre med deres liv, for eksempel efter et ophold på krisecenter, ikke regnet med«. Handlingsplanen omfatter ud over de nævnte elementer en oplysningskampagne og en særlig indsats på krisecentrene over for kvinder fra de etniske minoriteter. Der sikres penge til pædagogisk støtte til børn på krisecentrene. Der målrettes en oplysningsindsats mod de personer i systemet, som kommer i forbindelse med problemet - herunder politi, sundhedsmyndigheder og ansatte i socialforvaltningen - og der udarbejdes en såkaldt 'værktøjskasse' til denne gruppe med materiale om love og regler, hjælpemuligheder og relevante henvisningssteder. En særlig indsats skal rettes mod voldsudøverne. De skal tilbydes behandling, og modeller for den indsats skal i første omgang udvikles og afprøves i Ribe og Århus Amter. Justitsministeren overvejer også at stramme reglerne om polititilhold, så der kan indføres sanktioner over for truende og chikanerende mænd uden forudgående advarsel. Samtidig vil hun vurdere muligheden for at tilbyde behandling for den voldelige adfærd dels til mænd, der afsoner straffe for volden, dels som vilkår i forbindelse med idømmelse af betingede straffe. »Det betyder ikke, at vi i højere grad end i dag vil bruge betingede domme til voldsudøvere. Men behandling for den voldelige adfærd kan være et supplement til en betinget dom«, sagde Lene Espersen. Tabu skal brydes Social- og ligestillingsminister Henriette Kjær lover desuden en større indsats for at klarlægge omfanget af partnervold. Det skal ske dels gennem dansk deltagelse i en international undersøgelse, dels gennem kønsopdelte offerstatistikker. Samtidig vil Danmark som led i EU-formands skabet senere på året tage initiativ til, at EU-landene kan følge og måle deres indsats mod vold mod kvinder over for hinanden. »Vold mod kvinder er et enormt problem, som ikke bare går ud over de kvinder, som får bankene, men også over de børn, der overværer volden. Det er en af de værste måder at få bank på -- af en, som man står nær, og i hjemmet, hvor man burde kunne føle sig tryg«. »Der er over 10.000 anmeldelser af den art om året, men vi ved også, at kun hver fjerde kvinde på krisecenter anmelder volden. Vi skal bryde det tabu, så flere får hjælp«, sagde ligestillingsministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her