Amdis samlever spiller central rolle

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Mogens Amdi Pedersens samlever Kirsten Larsen spiller en langt større rolle i Tvindimperiet end hidtil antaget. Det viser det sagsresumé, som opridser anklagerne mod Tvind, og som det danske politi har sendt til de amerikanske myndigheder for at få udleveret Tvindgrundlæggeren til Danmark. Men Kirsten Larsen, der var sammen med Amdi Pedersen for to uger siden, hvor han blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles, går rundt på fri fod. Kirsten Larsen, der også har været væk fra offentligheden siden 1979, befinder sig ellers på det øverste niveau i hierarkiet sammen med Amdi Pedersen. Når der afgives ordrer fra toppen, underskriver de to sig ifølge politiet sig i fællesskab som KLAP. Ledere i Tvind bliver ikke formelt udpeget som ledere, men opnår deres position ved at øve indflydelse via Kirsten Larsen eller andre betroede ledere i en underliggende uformel magtstruktur, der eksisterer parallelt med den formelle gruppestruktur, skriver politiet. Det er også Kirsten Larsen, der figurerer som beslutningstager i mange af Tvinds selskaber. De to vigtigste selskaber er Hobbhouse Trust og Farmers Trust på skattelyet Jersey. Kirsten Larsen er formand for begge selskaber. De udgør kernen i Tvind og kontrollerer alle de øvrige selskaber, skriver politiet. Ligestillet person Amdi Pedersens forsvarsadvokat Jørgen Quade Andersen peger også på, at Kirsten Larsen er en central figur. Ifølge retsudskriftet fra retten i Ringkøbing fra december siger Quade Andersen: »Det er på ingen måde demonstreret, at det er tiltalte (Amdi Pedersen, red.), som trækker i trådene . Kirsten Larsen, som ifølge anklagemyndigheden er en ligestillet ledende person, kunne lige så godt være den, der trækker i trådene«. Vicestatsanklager Poul Gade fra bagmandspolitiet siger, at der er en grund til, at Kirsten Larsen ikke blev anholdt sammen med Amdi Pedersen. »Der er ikke noget grundlag for en international arrestordre mod Kirsten Larsen. Hun blev først sigtet 25. januar. Med Amdi Pedersen er der grund til at tro, at han vil unddrage sig retsforfølgelse. Kirsten Larsen og de øvrige sigtede har vi skrevet til og sagt, at vi gerne vil afhøre dem. Foreløbig har de meldt tilbage, hvilken forsvarer de gerne vil have«, siger han.

Men hvis de ikke møder op til afhøringer, vil de så blive efterlyst internationalt ligesom Amdi Pedersen?
»Vi har ikke lyst til at have arrestanter siddende ude i verden, og som det ser ud nu, er der ikke flugtfare hos dem. Men enhver, der er tiltalt og ikke reagerer på indkaldelser til retsmøder, bliver normalt efterlyst«, siger Gade. Mogens Amdi Pedersen, Kirsten Larsen og de fem øvrige Tvindledere er alle sigtet for underslæb og grov skattesvig. Ifølge politiet i Holstebro har forsvarsadvokaterne meldt tilbage, at de har brug for tid til at sætte sig ind i sagerne, før de kan rådgive deres klienter om, hvorvidt de skal lade sig afhøre af politiet eller ej. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kirsten Larsens advokat, Niels Ulrik Heine.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her