Kommissionen raser over EU-ministre

Lyt til artiklen

EU's 15 landbrugsministre misbrugte EU-traktaten, da de enstemmigt valgte at tillade over 100 millioner kroner i statsstøtte til portugisiske svineavlere. Beslutningen undergraver retssikkerheden i EU og forvrider konkurrencen til skade for blandt andre danske svineavlere. Det mener EU-kommissionen, der med et helt usædvanligt træk nu slæber ministerrådet for EF-domstolen, som de vil have til at annullere beslutningen. »Kommissionen har besluttet at bede EF-domstolen annullere ministerrådets beslutning om at tillade statsstøtte til de portugisiske svineavlere. De har underkendt kommissionens beslutning, og det danner en farlig præcedens«, siger Gregor Kreuzhuber, der er talsmand for EU's landbrugskommissær. Truet retssikkerhed Ifølge EU's regler er det kommissionen, der skal sikre, at landene ikke udbetaler ulovlig statsstøtte til deres erhvervsliv, fordi det ødelægger konkurrencen i EU. I to omgange i 1999 og 2000 har EU-kommissionen kendt den portugisiske støtte ulovlig, og afgørelserne er aldrig blevet anket. EU-kommissionen mener derfor, at det truer retssikkerheden i EU, når landene på den måde underkender EU-kommissionens autoritet på området. »Hvis et land finder kommissionens beslutning forkert, skal de gå til domstolen. Det har de ikke gjort. I stedet har de bedt de andre lande i rådet om at underkende kommissionens afgørelse, og det er i strid med fundamentale principper og truer retssikkerheden«, siger Michael Erhart, der er kontorchef i EU-kommissionen. Fischer Boel vil stemme ja Den danske fødevareminister, Mariann Fischer Boel (V), siger, at sagen ikke vil holde hende søvnløs. »Det står klart og tydeligt i traktaten, at rådet har mulighed for ved enstemmighed at gøre sin indflydelse gældende, når det gælder statsstøtte«, siger hun. Fødevareministeren understreger, at hun principielt er imod statsstøtte til landbruget, men at hun stemmer for for ikke at skaffe sig uvenner op til det danske formandskab. »Jeg vil stå i en ekstremt vanskelig situation i forhandlingerne under formandskabet, hvis jeg som det eneste land havde valgt at gå imod noget, som vi i realiteten er modstandere af«, siger Mariann Fischer Boel. Hun vil således også stemme ja, når landbrugsministrene skal tage stilling til en ny sag om statsstøtte. Denne gang gælder det støtte til vinbønder i Sydeuropa. Statsstøtte i retten EU-kommissionen siger, at de også i denne sag forbeholder sig ret til at slæbe ministerrådet for domstolen, hvis de beslutter sig for at sige ja til statsstøtten. EU-kommissionens beslutning vækker begejstring i SF, der tidligere har kritiseret regeringen for at sige ja til beslutningen om at give statsstøtte. »Det er utrolig berettiget og meget glædeligt, at kommissionen lever op til sine forpligtelser. Hvis det kan blive startskuddet til en afvikling af landbrugsstøtten, vil det være til meget stor gavn for vores miljø og de fattige u-lande som kunne få noget frihandel«, siger SF's miljø- og fødevareordfører, Jørn Jespersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her