Kirkeminister Tove Fergo (V) vil alligevel mødes med biskopperne samlet. Ministeren har mandag formiddag pr. telefon meddelt biskoppen i Viborg, Karsten Nissen, at hun holder et fælles samråd med hele bispekollegiet, når Salmebogskommissionen til maj har lagt sidste hånd på det forberedende arbejde til en ny salmebog. Tidligere mandag fastholdt kirkeministeren ellers, at hun agtede at holde samråd med biskopperne enkeltvis. Hun mente ikke, at hun havde lovet noget samlet møde med landets biskopper, når Salmebogskommissionen til maj er færdig med sit arbejde. Den opfattelse havde formanden for Salmebogskommissionen, biskop Erik Norman Svendsen, ellers fået. Han var af den formening, at ministeren underskrev en håndfæstning efter krisemødet kort efter nytår om, at alle biskopper skulle komme samlet. Fergo forklarer Tove Fergo skrev i pressemeddelelsen 4. januar følgende: »Kirkeministeren og biskopperne traf på dette møde aftale om, at der vil blive holdt et samråd mellem ministeren og biskopperne, når Salmebogskommissionens endelige forslag til ny salmebog foreligger«. Tove Fergo forklarede tidligere mandag, at ordet samråd ikke kan tillægges den samme betydning af et fællesmøde indenfor folkekirken, som det f.eks. har i Folketingets arbejdsgang. Møder med bisperne enkeltvis Kirkeministeren påpegede, at hver biskop er ansvarlig for sit stift, og at hun agter at holde møder med dem enkeltvis, som repræsentanter for deres stifter. Begrundelsen er, at landet ikke har en bispekirke, men en folkekirke i Danmark. »Jeg er indstillet på at lytte til biskopperne, som vi aftalte, men det bliver da en meget grundigere rådgivning, jeg får, når jeg modtager dem enkeltvis, og det er min egen tid, jeg bruger af, ikke biskoppernes«, sagde Tove Fergo. Men få timer senere mandag har kirkeministeren altså skiftet hest i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























