DF går til angreb på forfatter af kritisk bog

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti har indledt en modoffensiv mod en kritisk bog om partiet, som kommer i starten af april. Folketingsmedlemmerne Søren Krarup (DF) og Jesper Langballe (DF) har allerede i læserbreve beskyldt David Trads for bevidst at ville give et forvrænget billede af Dansk Folkeparti, og i det seneste nummer af partibladet 'Dansk Folkeblad' går Europa-parlamentarikeren Mogens Camre endnu videre. »Journalistikkens hæderlige udøvere må krympe sig over Trads' niveau, og jeg finder det i øvrigt pinligt, at Gyldendal vil lægge papir til den slags uhæderlige felttog«, siger Mogens Camre. Gammeldags socialdemokrater David Trads forsøger i bogen, som først havde arbejdstitlen 'Dansk Folkebedrag', at påvise, at Dansk Folkepartis forsøg på at lancere sig selv som en slags gammeldags Socialdemokratiet - eller Socialdemokratiet med et menneskeligt ansigt som man spøgende siger på Christiansborg - er et politisk bedrag. Det sker ved en gennemgang af partiets princip- og arbejdsprogram, samt dels de mange udtalelser, som partitoppen er kommet med i årene, siden Dansk Folkepartis stiftelse i 1995. I stedet er Dansk Folkeparti et rendyrket højreparti, lyder konklusionen. Trads afviser kritikken David Trads, som også har været politisk redaktør på Jyllands-Posten, afviser Dansk Folkepartis forhåndskritik af bogen. »Det er tydeligt, at de har en sang, de nu synger. Den ene er, at jeg er uinteresseret i fakta. Den anden er, at jeg hader Dansk Folkeparti, og derfor er en slags utilregnelig person«, siger han. »Mit formål med at skrive bogen har været at se kritisk på de senere års største politiske succes. Partiets spidser har selvfølgelig en interesse i at fornægte deres egen fortid - blandt andet Dansk Folkepartis principprogram, som gjaldt indtil for et halv år siden. Men målet er at fortælle hele historien om Dansk Folkeparti og ikke kun den, som partiet selv ønsker fortalt«, siger David Trads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her