Dansk topadvokat skal bistå Amdi

Lyt til artiklen

Den danske topadvokat Thomas Rørdam rejser på torsdag til Los Angeles for at bistå den fængslede Tvindleder Mogens Amdi Petersen. »Det er rigtigt, at jeg skal over og have en drøftelse med Amdi Petersen«, siger Thomas Rørdam. Han kan endnu ikke bekræfte, at han skal være forsvarer for Amdi Petersen, hvis denne bliver udleveret til Danmark. »Men jeg kan sige, at jeg tager derover med henblik på at varetage hans interesser. Når jeg endnu ikke kan give et klart svar på, hvad jeg skal lave, hænger det sammen med, at jeg ikke har haft en snak med Amdi endnu«, forklarer Thomas Rørdam. Mogens Amdi Petersens beskikkede forsvarer, Jørgen Quade Andersen, oplyser til Ritzau, at han stadig er beskikket forsvarer for Mogens Amdi Petersen. Han hilser Thomas Rørdam velkommen på "holdet". »Og jeg håber og forventer, at vi kommer til at arbejde sammen«, siger Jørgen Quade Andersen. Amdis medsigtede Poul Jørgensen har allerede to advokater beskikket af retten, nemlig Jørgen Jacobsen og Jan Erik Kornerup Jensen. Arbejder på udlevering I øjeblikket arbejder den danske anklagemyndighed på at få Amdi Petersen udleveret til Danmark. På et retsmøde i fredags blev hans varetægtsfængsling forlænget til 19. marts, mens udleveringsspørgsmålet behandles. Fængslingen er blevet appelleret af Amdi Petersens amerikanske forsvarer Robert Shapiro. Rådgiver for Tvind-skoler Rørdam har ikke tidligere været dybt involveret i sager vedrørende Tvind-imperiet - i et enkelt tilfælde har han dog kortvarigt været rådgiver for en af Tvindskolerne i forbindelse med gennemførelsen af Tvindsærloven. I disse dage har Thomas Rørdam meget andet at se til. Han er forsvarsadvokat for en af de fire rockere, der er anklaget for mord på et tidligere Bandidos-medlem. Har søgt stilling som højesteretsdommer Thomas Rørdams engagement med den fængslede Tvindleder Mogens Amdi Petersen kan gå hen og blive et kort bekendtskab. Ifølge Ritzaus oplysninger har Thomas Rørdam nemlig søgt én af de to ledige stillinger som højesteretsdommer, der forventes endelig besat i april. Får Rørdam jobbet, må han opgive de mange klienter, som han i øjeblikket fører sag for. Thomas Rørdam ønsker ikke over for Ritzau at bekræfte, at han har søgt jobbet i landets øverste retsmyndighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her