Kritikken haglede tirsdag fra alle sider ned over lektor Bjørn Lomborg, efter det blev offentliggjort, at han bliver ny leder af Institut for Miljøvurdering. Kritikerne beklagede først og fremmest udnævnelsen, der fra flere sider betragtes som politisk med det formål at skære ned på miljøområdet. Omstridt figur Bjørn Lomborg har vakt dansk og international opmærksomhed med sine synspunkter om, at miljøet har det bedre end beskrevet i flere internationale rapporter. Derfor har danske og amerikanske biologer indklaget ham til Århus Universitet, som har henvist klagen til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. 'Mere miljø for pengene' Miljøminister Hans Chr. Schmidt udpegede for nylig Ole P. Kristensen som bestyrelsesformand for Institut for Miljøvurdering. Det skal vurdere, om dansk miljøpolitik giver 'mere miljø for pengene'. Protester Oppositionen har kraftigt kritiseret regeringen for at haste instituttet igennem og ansætte Bjørn Lomborg, før hele bestyrelsen er udpeget. Miljøministeren sendte i december et aktstykke til Folketingets finansudvalg om instituttet, før finansloven blev fremsat. Det affødte for nylig flere ophedede debatter i folketingssalen, hvor oppositionen bl.a. protesterede over, at forslaget blev gennemført uden grundig høring af relevante organisationer. Fogh: Ikke politisk Udnævnelsen af den kontroversielle Bjørn Lomborg er på ingen måde politisk, understreger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). »Det er netop ikke politiske vurderinger, vi beder om. Det er fagligt velfunderede vurderinger, som kan højne det beslutningsgrundlag, som politikere på alle fløje har, når der skal tages stilling til, hvordan får vi mest muligt miljø for pengene«, sagde statsministeren tirsdag på sit ugentlige pressemøde, hvor han offentliggjorde udnævnelsen. Flere klager over Lomborg Onsdag modtager Bjørn Lomborg et brev fra Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), hvor han bliver bedt om at forholde sig til en klage fra den danske biolog Kåre Fog, der også tidligere har kritiseret Bjørn Lomborgs miljøanalyser i bogen Verdens Sande Tilstand - også kendt under den engelske titel The Sceptical Environmentalist. Professor Stuart Pimm fra Columbia University, der er professor i økologi og miljø, oplyser til Ritzau, at han er i fuld gang med at indsamle omfattende materiale, som skal udgøre grundlaget for endnu en klage over Bjørn Lomborg til UVVU. »Det er en meget bredt baseret samling af respekterede videnskabsmænd på begge sider af Atlanten, der har udtalt sig kritisk om Bjørn Lomborgs bog, og dette materiale vil indgå i klagen. Jeg har allerede meddelt UVVU, at klagen er på vej. Det handler om omfattende misbrug af data, dårlige analyser, statistiske fejl og åbenlyse fejlciteringer af, hvad folk har sagt«, siger Stuart Pimm til Ritzau. Stuart Pimm er rystet over, at den danske regering har udnævnt Bjørn Lomborg til direktør for det nye institut, og han henviser blandt andet til, at Lomborg er scient.pol. og aldrig har publiceret en miljøvidenskabelig artikel. Lomborg forstår ikke kritikken Men Bjørn Lomborg forstår ikke den voldsomme kritik, der hagler ned over ham fra nær og fjern: »Jeg har altid hilst kritik velkommen og givet lange svar til kritikerne, men det viser sig altid, at kritikken er meget stærk på ord, men meget svag på indhold«, siger han til Ritzau. Bjørn Lomborg har dog den mulighed, at han selv kan rejse en klage hos UVVU om uredelighed fra sine kritikeres side for at få renset sit rygte. Samtidig kan han bryste sig af, at han i 2002 er udvalgt som det eneste danske medlem af World Economic Forums gruppe af såkaldte Global Leaders of Tomorrow (GLT), som skal samarbejde om den sociale og miljømæssige udvikling på verdensplan. World Economic Forum betegner Bjørn Lomborg og hans 99 vidensfæller i GLT som unge, men enestående og erfarne ledere, der har bevist deres værd, og som allerede besidder en indflydelsesrig og ansvarsfuld position i det internationale samfund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























