Respekt for voldsofre

Lyt til artiklen

Det er primært ofrene, regeringen tager hensyn til, når den vil forlænge straffen for vold, voldtægt og drab med en tredjedel. Men professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve mener ikke, at hensynet til voldsofrene bør afgøre, hvordan strafferammerne fastsættes. »Jeg har meget svært ved at se, at hensynet til voldsofret overhovedet er relevant i denne sammenhæng. Det afgørende er, at vi får indrettet systemet på en måde, så vi får så få ofre som muligt, og det gør man ikke ved at skærpe straffen. Det gør man ved at gennemføre andre ændringer i samfundet«, siger han og henviser til Det Kriminalpræventive Råds forebyggende arbejde. Beskyttelse Da justitsminister Lene Espersen fremlagde forslaget, lagde hun vægt på, at stramningen skal forbedre danskernes retsfølelse. Når volds- og drabsmænd for fremtiden kan idømmes længere straffe, er det ikke for at sikre, at de ikke gentager deres forbrydelse, men først og fremmest for, at den krænkelse, ofret bliver udsat for, også afspejles i straffen. »Der er ikke overensstemmelse mellem strafniveauet for personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet«, sagde justitsministeren tirsdag. En advarsel Landsforeningen Hjælp Voldsofre ser med glæde frem til hårdere straffe for voldtægt og grov vold. »Vi tror, at de længere straffe vil hjælpe på befolkningens retsfølelse. Det er noget, størstedelen af befolkningen har råbt på længe«, siger formanden for foreningen, Henning Jensen Nyhus. Han er dog ikke begejstret for de strengere straffe for mild vold, som han mener, at vi i forvejen straffer hårdt. »Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at dømme nogle helt unge mænd, der skulle ud og slå på tæven, så hårdt, at det måske ender med, at vi ødelægger deres liv«, siger Henning Jensen Nyhus.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her