S vil have Fogh ud af busken i miljøsag

Lyt til artiklen

Socialdemokratiet kræver, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager klar afstand fra den amerikanske præsident George Bushs klimaplan. Mens resten af EU fastholder sin støtte til Kyoto-aftalen, så har Anders Fogh Rasmussen holdt lav profil overfor den amerikanske plan, inden statsministeren i næste måned tager på statsbesøg i USA. »Anders Fogh Rasmussen må melde ud, at han støtter EU's linje, at han vil rejse kritikken under sit besøg hos George Bush - og at Danmark vil bruge sin overtagelse af EU's formandskab i slutningen af året til at fastholde denne kritik«, siger Socialdemokratiets internationale miljøordfører, Nicolai Wammen. Undsiger Kyoto Den amerikanske plan, som George Bush fremsatte i sidste uge, undsiger endegyldigt den internationale Kyoto-aftale og fastslår, at de amerikanske CO2-udledninger inden for de næste 10 år skal have lov at vokse til 40 procent over, hvad klima-aftalen fra Kyoto fordrer. EU har imidlertid udtalt sig stærkt kritisk om den amerikanske plan, som europæerne mener vil udsætte hele kloden for øget opvarmning. I strid med FN's klimakonvention EU-Kommissionen og det spanske EU-formandskab har i en fælles udtalelse fastslået, at den amerikanske plan ikke blot går imod Kyoto-aftalen, som George Bush allerede tog afstand fra sidste år. Planen strider også mod FN's klimakonvention fra Rio i 1992, som USA har godkendt, og som forpligter alle lande til at stabilisere deres CO2-udslip på 1990-niveau. Fogh holdt igen Til gengæld var Anders Fogh Rasmussen mere tilbageholdende med sin kritik af George Bush, da han tidligere på ugen kommenterede spørgsmålet på et pressemøde. »Først og fremmest mener jeg, at det er positivt, at præsident Bush nu tager spørgsmålet om luftforurening og klimaforandring op. Det synes jeg helt klart er positivt, men regeringen mener fortsat, at den ramme, som ligger i Kyoto-aftalen, er den bedste vej frem«, sagde statsministeren ved den lejlighed. Miljøministeren tavs Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har heller ikke ønsket at kommentere den amerikanske klimaplan. Miljøministeren har henvist til, at han først vil udtale sig, efter at sagen har været drøftet blandt EU's miljøministre på et møde i Bruxelles den 4. marts. En mundkurv hverken den tyske eller den britiske miljøminister har pålagt sig selv. Begge har kritiseret George Bushs plan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her