Selv om brugerbetaling er en del af skattestoppet, så kan danskerne sagtens få højere brugerbetaling, uden at det er i strid med skattestoppet. Det hævder skatteminister Svend Erik Hovmand (V). »En i forvejen defineret brugerbetaling kan forhøjes med begrundede stigninger i omkostninger. Det er ikke i strid med skattestoppet. Det er klart, at du kan ikke bare forhøje brugerbetalingen med eksempelvis 50 procent«, siger Hovmand. V i kursskifte Det er en ny melding i forhold til statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) udtalelser. Han har understreget i flere interviews, at brugerbetaling er en del af skattestoppet. I maj sidste år sagde Fogh således, at der kan ikke indføres brugerbetaling med mindre hver eneste krone bruges til at sænke en anden skat. Slår man op på Venstres hjemmeside i dag og læser skattestoppets ABC, så står der følgende: Skal bruges til at sætte skatter ned »Et skattestop forhindrer ikke brugerbetaling for offentlige serviceydelser. Men Venstre stiller to betingelser for at acceptere brugerbetaling. For det første skal hver eneste krone, som kommer ind ved brugerbetaling, bruges til at sætte andre skatter ned. For det andet er brugerbetaling kun meningsfyldt i situationer, hvor borgerne kan vælge frit mellem forskellige ydelser«. Den radikale skatteordfører Anders Samuelsen mener, at Venstre er i gang med at bryde sit løfte fra valgkampen: Troværdighed på spil »Hvis ikke Anders Fogh Rasmussen skærer igennem og fastslår, at det er i strid med skattestoppet, så har vi et troværdighedsproblem. Med skatteministerens melding kan det næste jo blive, at regeringen sætter regninger for tandlæge og medicin op, fordi det er en eksisterende brugerbetaling«. De konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller, siger: »Jeg skal ikke blande mig i Venstres udredninger af skattestoppet. Jeg vil bare slå fast, at den udlægning skatteministeren kommer med, glæder mig«, siger hun. Samuelsen undrer sig Samuelsen undrer sig samtidig over, at regeringen kan forhøje egenbetalingen på aftenskoler uden, at det skulle værer i strid med skattestoppet. I visse tilfælde risikerer deltagere at få forhøjet regningen med 500 kroner eller mere. Venstres finansordfører Krisitian Jensen forsvarede sig under debatten om finansloven med, at det er et tilskud og ikke en brugerbetaling. »Om man betaler for at gå på aftenskole eller ikke betaler for aftenskole, har ikke noget med skattestoppet at gøre. At man fjerner en tilskudsordning, har ikke noget med skattestop at gøre. Tilskudsordninger til noget, folk bare kan fravælge, har ikke noget med skat at gøre«, sagde Kristian Jensen. Folk gider ikke bortforklaringer »Jeg tror ikke, at folk er begejstrede for disse tekniske bortforklaringer om, at det ikke er brugerbetalinger, men tilskud. Deres pris stiger«, siger Samuelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























