Tvinds grundlægger, som FBI har anholdt i Los Angeles efter det danske politi har eftersøgt ham via Interpol, blev fremstillet i lænker for en dommer. Men hans stjerneadvokat fik skabt så megen tvivl om, hvorvidt han kan blive løsladt mod kaution, at det først afgøres torsdag efter midnat dansk tid. Han sidder der med armene ned langs siden og med begge hænder låst fast foran sig i en lænke, der er bundet rundt om hans ryg. Iført en gråmeleret sweater med sort lynlås i halsen og mørke krøllede bukser er manden blottet for den aura og magt, som han i årtier har haft over mennesker i sin nærhed. Hans tynde hår er gråt, kinderne buer indad, øjnene bag brillerne er bedrøvede, og hans mundvige peger nedad. Ægte nok Mogens Amdi Petersen er taget til fange. Og det er den rigtige Amdi. Det er sikkert og vist. Den danske presse og offenligthed har fået det første blik af manden, som har skjult sig i snart 23 år. Vi er i Royal Federal Court House i Los Angeles. Det er det første indledende forhør ved den føderale domstol, som skal afgøre, om Amdi Petersen fortsat skal varetægtsfængsles eller kan blive løsladt mod kaution. Han sidder bag en glasrude sammen med tre andre varetægtsfængslede mellemamerikanske mænd og venter på dommer Stephen J. Hillmann. To kvinder ventede uden for Pludselig lyser han op i et bredt smil. To kvinder træder ind og sætter sig på tilhørerrækkerne. De smiler til ham, men de er tydeligvis både bedrøvede og bitre over situationen. De har ventet udenfor retslokalet i over en time sammen med den danske presse. Her har de nægtet at tale med nogen, men har stået og hvisket eller siddet på gulvet med hovedet mellem armene. De påstår, at de er assistenter til den stjerneadvokat, Robert Shapiro, som Amdi Petersen har hyret til at føre sagen. De taler kun engelsk, men deres accent afslører tydeligt, at de er pæredanske. De er klassisk klædt i mørkt tøj, flade sko, bærer skuldertasker, er kortklippede og usminkede. Har forsvaret O.J. Simpson Da dommeren endelig møder op, skal Amdi Petersen på som den første. Han stiller sig ved siden af sin advokat, og den magre mand rager over et hoved op over advokaten, som er den dyreste af slagsen i USA og tidligere har repræsenteret blandt andre O. J. Simpson. Han svarer ja på dommerens spørgsmål, om han forstår, hvorfor han er tilbageholdt. Den amerikanske regerings statsanklager remser op, hvorfor der er tale om en sag under særlige omstændigheder. Han argumenterer for, hvorfor Tvind-grundlæggeren straks bør udleveres til Danmark. Der er tale om massiv svindel, om en international flygtning, der nemt kan flygte ud af USA og som ikke har nogle særlige bånd til USA, men som netop kom fra Zimbabwe og mellemlandende i USA, siger anklageren, der mener, at USA bør efterkomme Danmarks ønske om at udlevere ham ligesom USA også ville forvente, at andre lande udleverer folk på USA's anmodning. Intet anklageskrift Men så er det Robert Shapiros tur. Han siger, at der ikke er noget anklageskrift fra de danske myndigheder mod hans klient, og at kravet om udleveringen til Danmark er usagligt. »Vi taler om en 63-årig gentleman, der har viet sit liv til det humanitære arbejde«, forklarer Shapiro. »Han er ikke tidligere straffet, han er pacifist og modstander af krig. Han har doneret millioner af dollar til Afrika og kampen mod HIV. Han har forhindret katastrofer og er en underviser, der har etableret skoler i Danmark med dansk statsstøtte«. Har arvet 120.000 dollar Ifølge Robert Shapiro, der kommer til at forveksle Danmark med Holland, har Amdi Petersen netop arvet 120.000 amerikanske dollar her i USA, så han klare kautionen. »Jeg har arbejdet som advokat i 31 år, og der er ingen tegn på, at han vil flygte, men derimod at han vil dukke op til samtlige retsmøder. Desuden lider han af migræne«, forklarer advokaten. Men anklageren gentager, at der er tale om en »svindler i verdensklasse«, om en mand, der har udnyttet andre mennesker for personlig vinding og ikke for humanitære formål. Dommeren beslutter sig for fortsat at tilbageholde Amdi Petersen. Der opstår tvivl Men så opstår der tvivl. En uafhængig instans, hyret af domstolen, har anbefalet, at Amdi Petersen løslades, mod at han lader sig overvåge 24 timer i døgnet med en elektronisk lænke på et sikkert opholdssted. Tvivlen går på om personen, der har skrevet anbefalingen, var klar over, at der var tale om et udleveringskrav fra Danmark. Efter en pause - og ekspedering af de tre mellemamerikanske mænd - viser det sig, at det var hun ikke klar over. Beskikket forsvarer i en birolle I pausen konfererer Robert Sahpiro med Amdi Petersens beskikkede danske advokat Jørgen Quade Andersen, som er rejst hertil, men som tydeligvis kun spiller en birolle. De to repræsentanter fra Det Danske Generalkonsulat, konsul Troels Jakobsen og vicekonsul Margot Pederstrup, er også blot tilhørere og observatører. Normalt beder danskere, der har problemer i udlandet om hjælp hos den danske stats repræsentation, men Amdi Petersen har ikke bedt om noget. Udskød sagen Efter pausen gentager både forsvarer og anklager hver deres argumenter, og dommeren beslutter sig for at udskyde sagen til torsdag eftermiddag - midnat dansk tid. Han vil have en skriftlig sagsfremstilling fra parterne, før han tager en beslutning. Fange nummer 21047/112 må tilbage til sin celle i fængslet med massemordere og narkomaner, hvor kun hans nærmeste og hans advokat må besøge ham. No comments Robert Shapiro forlader retsbygningen med de to danske kvinder i hælene. Han lader sig fotografere, mens de to kvinder, der stadig kun taler engelsk med dansk accent, prøver at gemme sig for kameraerne. Til sidst opgiver de - men de har stadig »no comments«. 99 procent af alle udleveringssager ender med, at den eftersøgte før eller siden bliver sendt hjem. Men når man som Amdi Petersen ikke frivilligt vil lade sig udlevere, kan det tage måneder og år med lange retssager, før det lykkes. Hvis det lykkes. Robert Shapiro fortæller, at han tidligere har vundet en udleveringssag for en kinesisk dissident. Og han slår flere gange fast både før, under og efter retsmødet, at han ikke regner med, at hans klient bliver sendt hjem til Danmark.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























