Landmænd skal selv afgøre fredning

Lyt til artiklen

I Sønderjylland får landmænd, jægere og andre lokale nu selv stort set lov til at bestemme, hvilke områder der skal fredes. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har nedsat et Sønderjyllandsudvalg, der ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet blandt andet skal overtage udpegningen af særlige naturområder fra biologerne i Skov- og Naturstyrelsen. Det vækker dyb undren hos miljøfolk og kan være på kant med EU-reglerne på området. »Det er som at lade FDM bestemme hastighedsgrænserne«, siger SF's miljøordfører, Jørn Jespersen. Han kritiserer, at ministeren har valgt at vende den almindelige procedure på hovedet og vil lade lokale erhvervsinteresser udpege områderne. Til trods for, at EU-direktivet om »bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter« taler om, at »videnskabelig og teknisk viden er absolut nødvendig« for sikringen af naturarven. »Ministerens handlemåde er i strid med EU-reglerne - og politisk ansvarsforflygtigelse, når det er værst«, mener Jørn Jespersen. DN: Mangler viden Danmarks Naturfredningsforening (DN) mener også, at Sønderjyllandsudvalget har for lidt viden om naturvidenskab og om Danmarks internationale forpligtigelser. »Brugerinteresser trumfer beskytterinteresser. Det danske vadehav og åerne i Sønderjylland er alt for vigtige naturområder til, at man kan overlade dem til lokale politiske interesseorganisationer«, siger DN's præsident, Poul Henrik Harritz. Miljøministeren, der er valgt i Sønderjylland, mener, at udvalget er »meget bredt sammensat«. Og han understreger nu, at ministeriet har vetoret. »Når udvalgets oplæg foreligger, bliver det Miljøministeriet, som foretager den endelige vurdering, gennemfører udpegningen og sender den til EU-kommissionen«, lover Hans Christian Schmidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her