Otte danske sygehusafdelinger melder fra 1. marts åbent ud over for brugerne om kvaliteten af den behandling og pleje, de kan tilbyde deres patienter. 'Karakterbøgerne', der bliver offentliggjort på internettet, er det første skridt på vejen til et landsdækkende system, der med tiden kan udvides til at omfatte alle afdelinger på samtlige sygehuse og alle private lægepraksis i Danmark. Skal kunne vælge Formålet er, at borgerne skal have bedre mulighed for at vælge, hvor de vil behandles - ud fra et reelt sammenligningsgrundlag. Samtidig skal de åbne kvalitetsdeklarationer være med til at forbedre kvaliteten, idet de enkelte afdelinger også får mulighed for at sammenligne sig med andre. Ingen smileys »Der bliver ikke tale om, at de enkelte sygehusafdelinger skal forsynes med 'smileys' eller stjerner. Et så enkelt system duer ikke, når der er så mange faktorer, der spiller ind«, siger kontorchef i Sundhedsstyrelsen Steen Werner Hansen, medlem af Det nationale råd for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Derimod vil offentligheden for eksempel kunne læse sig til, hvordan afdelingen informerer om behandling og pleje, hvor lange ventetiderne er, patientfaciliteter, personaleforhold og dokumenteret kvalitetsniveau i forhold til standarder og landsgennemsnit. »Man kunne for eksempel forestille sig, at en hoftepatient kan gå ind og se, hvor mange operationer de forskellige afdelinger har om måneden, og hvor mange af patienterne der har været igennem en reoperation - sammenlignet med landsgennemsnittet«, siger Steen Werner Hansen. De otte sygehusafdelinger er to medicinske, to kirurgiske, to gynækologisk/obstetriske og to psykiatriske afdelinger, der er udvalgt i et pilotprojekt til at arbejde med kvalitetsdeklarationerne. Ingen standarder Endnu er der ikke udviklet et standardiseret system, så alle deklarerer præcis på samme måder. Men erfaringerne med de deklarationer, som nu offentliggøres, skal netop bruges til at nå frem til en 'dansk standard', så sammenligningsgrundlaget for brugerne bliver reelt. Sideløbende arbejdes der på inden for hvert enkelt speciale at udvikle faste kvalitetsmål, der kan bruges som vurderingsgrundlag. »Vi lægger op til en bred debat, som vi også gerne vil have forbrugerne inddraget i: Hvad er det for nogle oplysninger, der er relevante, og som forbrugerne ønsker? Fra en svensk undersøgelse ved vi blandt andet, at det ikke kun er ting som operationsresultater, men også kommunikation, omsorg og nærhed, forbrugerne lægger vægt på«, siger Steen Werner Hansen. Lægens resultat Den debat mellem både brugere og fagfolk skydes ind med en oversigtsartikel i Ugeskrift for Læger i dag. Artiklen berører også det problem, om de offentlige karakterbøger skal være så detaljerede, at man kan læse sig til den enkelte læges resultater. Og - hvis man ikke skal gå så langt ned i detaljen - hvordan man så kan kvalitetsdeklarere en privat lægepraksis med en enkelt læge. »Det er nogle af de ting, vi ikke har afklaret endnu. Problemet er blandt andet, at med karakterer helt ned på personniveau vil den dygtigste læge på en sygehusafdeling måske få den dårligste score. Fordi han får de sværeste operationer«, siger Steen Werner Hansen. Det danske sundhedsvæsen skal imidlertid ikke være ene om at give sig selv karakter. Amtsrådsforeningen har netop besluttet at inddrage en international samarbejdspartner, der skal være med til at udarbejde den fælles kvalitetsnorm, og som siden løbende skal være med til at overvåge, at standarden holdes. »Vi har også brug for, at der kommer nogen udefra og måler på, om vi lever op til den kvalitet, patienterne kan forvente«, siger formanden for amternes sygehusudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S). Den opgave bliver nu sendt i internationalt udbud. Bent Hansen forventer, at selve opbygningen af den danske kvalitetsmodel vil koste »et tocifret millionbeløb«, og at systemet vil være kørt ind på sygehusene i løbet af tre år. Derefter kommer turen til de private lægepraksis.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























