Kennedy jr.: Bush behandler kloden som konkursbo

Lyt til artiklen

Det højeste punkt på USA's østkyst er et affaldsbjerg. Og en hensynsløs amerikansk regering er sammen med skruppelløse politikere og forretningsfolk i fuld gang med at ødelægge naturen og opbruge de goder, som kommende generationer har krav på. Det var budskabet fra topadvokaten Robert F. Kennedy, Jr., da han onsdag i Det Kongelige Bibliotek i København læste teksten for en forsamling af danske erhvervsfolk og økonomer i Børsen Executive Club. 'Et firma under afvikling' »Præsident Bush behandler denne planet, som om den er et firma under afvikling. Politikernes horisont rækker kun fire år frem, og koncerndirektøren kan kun tænke frem til næste aktionærmøde. Men det er et falsk valg, når de siger, at vi må vælge mellem økonomisk vækst og bæredygtig udvikling. Vore børn kommer til at betale for det. At ødelægge miljøet er en klar underskudsforretning«, sagde Robert F. Kennedy, Jr. Han samarbejder med flere miljøorganisationer, som kæmper for at beskytte Hudson-floden, der munder ud i New York. Udsultede organisationer »Vi har vundet 400 retssager mod forurenere af Hudson-floden, som for år tilbage var en åben kloak. Floden skiftede farve efter, hvilken farve de malede lastbilerne på fabrikkerne længere oppe ad floden. Vi har nogle af verdens bedste miljølove, men problemet er, at de ikke håndhæves. Politikerne har udsultet USA's miljømyndigheder«, sagde Kennedy. Det er ikke kapitalismen, der er problemet, understregede han. Lossepladserne ligger i de sorte kvarterer »Der findes ingen stærkere advokat for den frie markedskapitalisme end mig selv. Men i et sandt frit marked kan man ikke berige sig selv ved at ødelægge miljøet. Forurenerne får befolkningen til at betale for deres ødelæggelser gennem faldende ejendomspriser, oprydning på giftlossepladser og forsvundne fiskebestande. Vi har selv set, hvordan General Electric truede med at flytte produktionen fra Hudson-dalen til New Jersey og efterlod en oprydning til to milliarder dollar. Giftstofferne vil gå i grundvandet, indtil man får ophævet tyngdekraften, og de fattige bliver dobbelt ramt. Fire ud af fem giftlossepladser i USA ligger i sorte kvarterer«, sagde Robert F. Kennedy, Jr. Han beklagede Bush-administrationens manglende lyst og evne til at vise globalt lederskab og gå i spidsen for internationalt samarbejde. Bush tror Europa vil stjæle suverænitet »Præsident Bush, der ikke ejede et pas, før han blev præsident, er yderst fjendtlig over for alt, hvad der ser ud til at kunne koste USA suverænitet. Der ligger i USA en grundfæstet mistanke om, at Europa vil forsøge at stjæle suverænitet fra os«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her