Modtagelseskomiteen i Farum, som fredag tager imod den hjemvendte borgmester Peter Brixtofte efter en uges sygemelding, møder ikke kun bykongen med blomster. Der er også betingelser knyttet til de åbne arme, som Venstregruppen i byrådet onsdag besluttede at lade være attituden. »Der skal nye spilleregler til. En håndfæstning er måske et stærkt udtryk, men det er klart, at vi vil have andre boller på suppen i tiden fremover«, siger fungerende borgmester Henrik Jerger (V). Skal nikke til KL Den første betingelse, Peter Brixtofte skal opfylde, er at nikke til beslutningerne om at melde Farum ind i Kommunernes Landsforening igen, ligesom han også skal acceptere flertallets ønske om en uvildig undersøgelse af kommunens forhold begået af formentlig både et advokatfirma og et revisionsditto. »Brixtofte skal vise en afgørende anden adfærd i sit arbejde. Han skal love ikke længere at holde kortene så tæt til kroppen. Han må være langt mere åben og argumentere for de beslutninger, som vi fremover skal tage i fællesskab. Han skal lytte mere - og ikke snakke så meget«, fortsætter Henrik Jerger gruppens liste over krav til den hjemvendte. Brixtofte tager det roligt Peter Brixtofte tager udsigten til strammere styring fra partigruppens side med afslappet ro. »Det er de velkomne til. Jeg imødeser meget gerne sådan nogle forslag. Det er jeg meget åben overfor«, siger han, der ikke umiddelbart selv synes, at gruppens arbejde har været præget af manglende spilleregler. »Men det kan der være nogen, som synes, når de ser bagud«, siger Brixtofte. Glad for han dropper boldklubben Samtidig med regelsættet udtrykker Venstrekollegerne også glæde over, at Peter Brixtofte har droppet formandskasketten for Farum Boldklub, og samtidig understreger kollegerne som et ufravigeligt krav, at borgmesteren fremover arbejder med udgangspunkt på Farum Rådhus. »Kommunen skal ikke længere drives fra Farum Park«, siger Jerger siger. Leder sit sidste øko-udvalgsmøde Inden den fungerende forlader sædet, holder han torsdag et økonomiudvalgsmøde, hvor grundlaget for en uvildig undersøgelse - det såkaldte kommissorium - skal lægges fast. Det sker uden Peter Brixtofte ved mødebordet, for han træder først ind på rådhuset fredag morgen. Fokus på forbindelserne »Vi skal have undersøgt pengestrømmene ud og ind af kommunekassen, og vi skal frem for alt have sat fokus på forbindelserne - også de personalemæssige - mellem boldklubben og kommunen«, siger Henrik Jerger, som desuden vil have kastet lys over kommunens udlandsrejser. »I hvert enkelt tilfælde vil vi have en bedømmelse af omfang, udgifter og ikke mindst, hvad Farum Kommune og borgerne har fået ud af den enkelte disposition«, siger han. Krav om følgegruppe Oppositionen med SF og S i spidsen har tidligt i forløbet ønsket en særlig følgegruppe som politisk bagland for undersøgelsen. Mens der stadig var udsigt til en langvarig sygemelding til Brixtofte, indvilgede byrådets øvrige partier i at lade økonomiudvalget udgøre forbindelsen mellem den uvildige undersøgelse og byrådet. Men med Brixtoftes hurtige helbredelse er kravet igen en følgegruppe uden Peter Brixtofte for bordenden. »Ellers har vi ingen sikkerhed for, at han ikke blander sig. Vi kender ham jo alt for godt«, siger SF's Helene Lund som begrundelse for ønsket om en følgegruppe uden Brixtofte. Umiddelbart vil Henrik Jerger nødigt lægge sig fast på en model, men formand for Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt Christian Trønning er klar i talen, når det gælder grænserne for Brixtoftes indflydelse på den undersøgelsen af hans egen embedsførelse. Han er inhabil »Brixtofte kan ikke deltage i udformningen af det kommissorium, som undersøgelsen hviler på. Det vil han være inhabil til«, siger Trønning, som slår fast, at Brixtofte må forlade økonomiudvalgsmøderne, når rammerne for undersøgelsen behandles. »Det er hovedreglen. Men hvis tingene er mere eller mindre afklarede, vil jeg ikke afvise, at han kan medvirke i et møde, hvor man bare tager til efterretning, at nu er der kommet en rapport. Men er der tale om aktive beslutninger, som for eksempel går ud på at begrænse undersøgelsen, kan han ikke medvirke«, siger Christian Trønning. Tilsynsråd indskærper Tilsynsrådet indskærpede onsdag over for byrådet, at undersøgelsen skal klarlægge, om kommunen har lidt tab, og om borgmesteren, byrådsmedlemmer eller ledende embedsmænd kan gøres ansvarlige - og eventuelt skal erstatte tabet. Peter Brixtofte står umiddelbart uforstående overfor, at han skal sættes på porten, når undersøgelsen og dens kommissorium er til debat: 'Ikke mine dispositioner' »Det har jeg også en mening om, og det vil jeg være med til at lave. Det skal alle byrådsmedlemmer være med til, og jeg har også mine ideer. Jeg har bare ikke nogen vetoret«, siger han, der afviser påstandene om inhabilitet. »Hvorfor det? Det er ikke mine dispositioner, men byrådets dispositioner, der skal undersøges«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























