Sekretariatschef for byrådet i Farum Kommune Steen Gensmann fik lørdag på en yderst kontant måde at vide af byens nye borgmester Henrik Jerger (V), at han skulle holde fingrene fra alle dokumenter i Brixtoftesagen. »Jeg gav en gevaldig borgmesterskideballe og fortalte ham, at det var fuldstændig uacceptabelt at tage papirer, der kunne få betydning for politiets efterforskning«, siger Henrik Jerger. Det vakte lørdag betydelig opsigt i medierne, at Steen Gensmann natten til fredag havde låst sig ind på et kontor i Turist- & Servicecenter på Farum Hovedgade og fjernet to hyldemeter aktstykker. Kontoret tilhørte kommunens tidligere tekniske direktør Jørn Frederiksen. Samme Jørn Frederiksen havde dagen forinden stået frem og fortalt medierne og politiet om en betændt byggesag. Ifølge ham havde Peter Brixtofte sørget for, at en af Brixtoftes venner havde fået en udbetaling for en byggegrund for sent af kommunen. På den måde fik vennen 325.000 kroner i strafrenter, som skatteyderne i Farum måtte betale. Papirer vigtige for efterforskning De dokumenter, som Steen Gensmann fjernede fra Jørn Frederiksens kontor, omhandlede Farums Kommunes handel med fast ejendom og kunne således blive vigtige for politiet. »Steen Gensmann fortalte mig, at han skulle bruge papirerne, fordi nogle byrådsmedlemmer fra SF og Socialdemokratiet havde bedt om aktindsigt i en sag. Han har følt sig presset, så han kommer sent om aftnen for at tage papirerne med op på rådhuset og gøre sagen klar«, siger borgmester Henrik Jerger. »Han fortalte mig, at han handlede på egen hånd og ikke fik ordre fra nogen. Heller ikke sin chef. Jeg går ud fra, at alle papirerne er der og befinder sig på rådhuset«, siger han. Ingen mistanke om ulovlighed Henrik Jerger understreger, at han heller ikke har grund til at mistænke Steen Gensmann for at have forbindelse til de ulovligheder i Farum, der eventuelt er begået under Brixtofte. »Steen Gensmann blev først ansat i kommunen 1. januar i år, så han er ikke en af de gamle garvede«, siger han. »Skideballen får ingen konsekvenser for Steen Gensmanns stilling, og jeg fortalte ham, at jeg også er typen, der hurtigt glemmer en skideballe igen, når jeg har givet den«, siger Henrik Jerger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























