Speeder og bremser i én pedal

Lyt til artiklen

En pedal i stedet for to, speeder og bremse i ét. Det lyder som noget, Georg Gearløs kunne finde på i et flippet øjeblik, men er virkelighed på de svenske veje. Her kører foreløbig fire biler rundt med ét-pedal-systemet, der er udviklet af den tidligere svenske buschauffør Sven Gustafsson. Man accelererer ved at vippe pedalen frem med de små muskler ved anklen. Og bremser ved at strække benet ud med de store lårmuskler. En elektromagnet gør, at pedalen ikke kan gøre begge dele samtidigt, og trafiksikkerhedsforskere har taget imod den med åbne arme. »Reaktionstiden er mindst 0,2 sekunder kortere, fordi man ikke skal flytte foden fra en pedal til en anden. Det kan redde liv«, siger lektor Rickard Nilsson fra Uppsala Universitet, der har testet pedalen for de svenske myndigheder i Vägverket. Desuden er der ikke risiko for, at man tager fejl af pedalerne - som det sker for især ældre bilister. Og systemet er nemt at vænne sig til, viser Nilssons undersøgelse. Selv en 80-årig dame fandt det »jättelätt«. Også danske trafikforskere er positive: »Det vigtigste er, at man overholder hastighedsgrænserne og ikke drikker spiritus. Men en pedal, der kan forbedre reaktionstid og dermed trafiksikkerhed, lyder som en rigtig god idé«, siger Karin Skolnik, informationschef i Rådet for Større Færdselssikkerhed. Volvo er blandt de firmaer, der har testet pedalen. Den svenske producent kalder den »lovende«, men har brug for yderligere undersøgelser. Sidst bilfirmaerne ændrede på pedalerne, var i 1928. »Bilbranchen er konservativ. Den væsentligste grund til, at pedalerne sidder, hvor de sidder, er, at de har siddet sådan siden Henry Fords dage«, siger Harry Lahrmann, lektor i trafikplanlægning på Aalborg Universitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her