Det sker yderst sjældent. Men forleden dag var en atypisk dag: Flygtningenævnet trak selv sit eget afslag i en asylsag tilbage. Helt uopfordret. Maysaa fra Syrien, hendes jordanske mand Ahmad og deres børn Ruba på ti år og Osama på fem år har været på flugt i 11 år. Maysaa tilhører den religiøse sekt druserne, og hun frygter at blive slået ihjel af sin familie i Syrien på grund af sit ægteskab med muslimske Ahmad. I december sidste år fik Maysaa og hendes familie besked om, at de ikke kan få asyl i Danmark. Men så kom den nye besked for godt en uge siden. Flygtningenævnet tilbagekaldte alle papirer i sagen. Og den blev genoptaget. En overrumplende vending og en usædvanlig begivenhed i dansk asylpraksis, siger familiens advokat, Kristian Højgaard Madsen. Det samme mener lederen af asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, Louise Holck: »Jeg kan personligt ikke erindre, at den slags er sket før«, siger Louise Holck. Den syrisk-jordanske familie har været på flugt, siden Maysaa og Ahmad ægtede hinanden i 1991. I 1997 lagde de første gang flugtruten mod Danmark og bad om asyl. Men godt et år efter blev de af danske politifolk deporteret tilbage til Ahmads hjemland Jordan, hvor de danske asylmyndigheder mener, at de kan bo. 25 drab To år senere var de tilbage i Danmark igen efter en ny, lang, udmattende flugt op gennem Mellemøsten og Europa. De turde ikke blive i Jordan. Asylmyndighederne gennemgik atter sagen og i afslaget fra december fastslås det, at Maysaa kan få beskyttelse i Jordan. Maysaa selv frygter, at hun i Jordan vil blive indhentet af sin syriske familie. I Jordan begås der 25 æresdrab hvert år. Gerningsmændene får ofte særdeles milde straffe. Med sit nye udspil erkender Flygtningenævnet, at det ikke i december-afslaget fremgår klart nok, om Jordan virkelig kan tjene som Maysaas asylland. Kontorchef Inger Bruhn Thomsen fra Flygtningenævnet vil ikke uddybe baggrunden for nævnets kovending. Men der er mest tale om en formalitet, fastslår hun. Betyder det, at Maysaa og Ahmad får et afslag mere - bare bedre begrundet? »Nogens øjne er faldet på denne sag, efter at vi havde afgjort den. Vi er i den forbindelse blevet opmærksomme på, at begrundelsen for afslaget ikke var lysende klar. Vi skal gøre bedre rede for, om vi kan sende en syrisk statsborger til Jordan. Derfor tages sagen op til behandling igen«, siger Inger Bruhn Thomsen. Berygtede æresbegreber Den dansk-syriske folketingspolitiker Naser Khader kender ikke den konkrete sag, men siger, at druserne er berygtede for at holde endnu mere fast på æres- og familiebegreberne, end muslimer normalt gør i Mellemøsten. Det er derfor ikke usandsynligt, at Maysaas familie er ude på at skade hende endda slå hende ihjel, fordi hun har giftet sig med en muslim. Naser Khader fortæller videre, at det er nemt at komme over grænsen fra Syrien til Jordan, så Maysaas familie kan i princippet færdes uhindret i nabolandet. Han mener ikke, at Maysaa vil blive forfulgt af de jordanske myndigheder. Men om det jordanske samfund, som han betegner som »kvartdemokratisk«, ligefrem vil beskytte en syrisk-drusisk kvinde på flugt fra sin familie, er mere usikkert. »Saddam Husseins svigersøn flygtede jo til Jordan. Men ham sendte de tilbage til Irak, hvor han blev henrettet«, påpeger Naser Khader.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























