Politi jager narkobude

Lyt til artiklen

I Danmarks hovedstad er det blevet lige så let at købe hårde stoffer, som det er at få bragt en pizza ud fra den lokale pizzamand. Flere narkohandlere har ligefrem oprettet særlige budcentraler med fast telefontid og bude, der leverer til døren. Den nye budordning betyder, at de mange pæne borgere, der ofte omtales som weekendnarkomaner, ikke længere behøver at bevæge sig ud blandt de rigtige og forhutlede narkomaner i narkomiljøet, når de vil købe narko. »Det her er jo lidt mere snedigt end at stå og sælge stoffer nede på Maria Kirkeplads på Vesterbro, hvor politiet suser forbi hele tiden. Og det er mere komfortabelt, at folk kan sidde derhjemme og få stoffet leveret. Jeg har godt nok aldrig hørt betegnelsen 'hvide bude', men det er jo nøjagtig det, der er tale om«, siger vicekriminalkommissær Christian Ehlert Jensen fra Frederiksberg Politi til Ritzau. Narkohandler med to bude Han har netop været med til at optrævle to budcentraler med et omfattende kundekartotek i København. I den ene sag havde en narkohandler fra Kastrup to bude ansat til på skift at køre stoffer ud til sine kunder. Hver dag mellem 18 og 02 var telefonen åben for bestilling, og senere samme aften kørte budene ud med de bestilte varer. »Der blev leveret stoffer til helt almindelige mennesker, for eksempel var én af kunderne en kvindelig sygeplejerske. En masse mennesker med fast arbejde bestiller stoffer hos den slags centraler, men blandt kunderne er også narkomisbrugere, der lever af socialhjælp, fortæller Christian Ehlert Jensen. Foreløbigt har kun Frederiksberg Politi afsløret ulovlige budcentraler i København. Men chefen for Københavns Politis narkoafdeling, kriminalinspektør Ole Wagner, kender til den nye narkoudbringning. »Vi kender godt fænomenet, både når det handler om 'de brune bude' og 'de hvide'. Men af efterforskningsmæssige grunde, ønsker jeg ikke at udtale mig yderligere om det. Der er desværre et stort marked for stoffer i København«, siger Ole Wagner til Ritzau. Han tror, at den nye budvirksomhed kan medføre en stigning i narkosalget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her