Politikere og borgere i Farum skal ikke regne med hjælp fra staten, hvis kommunen har hul i kassen, meddeler indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Besparelser og skatteforhøjelser kan dermed blive næste plage for de prøvede Farum-borgere. »Staten vil ikke træde til med penge. Det er det helt klare udgangspunkt. Når en kommune påfører sig problemer, så må den selv klare det«, siger Løkke Rasmussen til Ritzau. Farum skal ikke regne med støtte på linje med fattige randområder i økonomisk uføre, som staten tidligere har hjulpet igennem trængte tider. »Farum Kommune har et fantastisk flot beskatningsgrundlag. Kommunen er jo ikke i en situation, hvor den risikerer at falde ned under dansk standard for offentlig service«, siger indenrigsministeren. Hullets størrelse er ukendt Farum kommune og Indenrigsministeriet har hverken overblik eller beviser for, om kommunen reelt mangler flere hundrede millioner kroner, som byrådet frygter. Til gengæld vil Lars Løkkes ministerium gerne bidrage med råd, vejledning og en plan for økonomisk genopretning. Dispensation er usandsynlig Kommunens sandsynlige hul i pengekassen er opstået, efter at Frederiksborg Amts tilsynsråd har pålagt Farum at deponere næsten 600 mio. kr. som sikkerhed for sportskomplekset Farum Park, som kommunen lejer af private ejere efter den såkaldte Farum-models principper. Kommunen kan søge dispensation for deponeringen, der vil give et stor minus i regnskabet. Men Løkke Rasmussen lader på forhånd forstå, at sandsynligheden for dispensation er mindre end lille. »Den slags dispensationer er man relativt restriktive med«, siger indenrigsministeren til Ritzau om den såkaldte lånebekendtgørelses paragraffer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























