En regning, som overstiger et helt års kommunale udgifter i Farum, venter på skatteborgerne i den nordsjællandske kommune. Mens sæbeboblerne efter den sygemeldte borgmester Peter Brixtofte (V) brister én efter én, vokser til gengæld de økonomiske problemer. Mandag samles økonomiudvalget i Farum ekstraordinært til krisemøde for at finde op mod 600 millioner kroner, som Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt kræver på baggrund af en afgørelse fra Klagenævnet for Udbud. Kommunen dybt involveret Klagenævnet har afgjort, at Farum Kommune er dybt involveret i byggeriet af Farum Park og Arena - derfor kravet om at lægge de mange millioner som sikkerhed. Politikerne i Farum skal ikke regne med statslig nødhjælp, for disse forhåbninger punkterede regeringen med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen eftertrykkeligt søndag. Ingen hjælp fra Christiansborg Der er hverken udsigt til kontant hjælp eller en dispensation, så Farum Kommune slipper for at deponere op mod 600 millioner kroner. »Staten vil ikke træde til med penge. Når en kommune påfører sig selv problemer, må den selv klare det. Det kan kun gøres ved at sænke udgifterne eller ved at skaffe sig nye indtægter. Eller en kombination af begge dele«, siger Lars Løkke Rasmussen, som dermed gør klart, at regeringens løfte om skattestop for alle danskere ikke gælder i Farum. Afviser ikke skattestigniner Efter flere dage med stadig stærkere mistanke om overforbrug og rod i økonomien i Farum, som før weekenden førte til en sygemelding af borgmester Peter Brixtofte i tre måneder, tør den fungerende borgmester Henrik Jerger (V) ikke afvise skattestigninger. Heller ikke kommunalforsker Roger Buch ser andre muligheder, end at skatteborgerne i Farum må yderligere til lommerne. »Der kan naturligvis komme nogle mindre krav om tilbagebetaling, hvis det viser sig, at borgmester Brixtofte har påført kommunen unødvendige ekstraudgifter. Men det er småting i forhold til den store regning, der opstår, hvis kommunen ikke har overholdt spillereglerne omkring deponering. Det kan tage mange år at komme ud af«, siger Roger Buch. Lovgivning holder Selv om Farum tilsyneladende ikke har overholdt spillereglerne, finder kommunalforskeren det unødvendigt med ny lovgivning. »Skandaler af denne karakter rejser en flodbølge af selvjustits i andre kommuner«, siger Roger Buch.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























