Minister ind i strid om hashpille

Lyt til artiklen

Sklerosepatienter bør have mulighed for at få den medicinske hashpille Marinol udleveret på dispensation fra Lægemiddelstyrelsen. Det siger Scleroseforeningen, der nu går til indenrigs- og sundhedsministeren for at få en afklaring på den årelange strid om den lille pille, som ikke må udleveres til sklerosepatienter - men gerne til kræft- og aids-patienter. I Scleroseforeningen står man uforstående over for, at mennesker, der har udsigt til et liv i kørestol med en invaliderende og dødelig sygdom, ikke kan få en »relativt harmløs pille« som lindring. Regler eller sund fornuft »Det her er en kamp mellem sund fornuft og paragraffer, så enkelt er det. Men det er efter vores opfattelse på høje tid, at der træffes en beslutning, så nu henvender vi os til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Vi ønsker ikke at gå bag om ryggen på nogen, så Lægemiddelstyrelsen skal også tages med på råd«, siger direktør Peter Kauffeldt, Scleroseforeningen, til Politiken. Marinol afprøves i øjeblikket på et mindre antal sklerosepatienter med alvorlige spasmer i arme, hænder og ben på Rigshospitalet og på Århus Kommunehospital. Scleroseforeningen mener, at patienterne under alle omstændigheder bør have mulighed for at få pillen udleveret via dispensation fra Lægemiddelstyrelsen. »Vi snakker om et sikkert og ensartet produkt med ét aktivt stof, som man i forvejen udleverer til kræft- og aids-patienter. Hvorfor i alverden kan man så ikke udlevere det til sklerosepatienter, der ofte fyldes med medicin, som er 100 gange farligere end Marinol, og som kun vil kunne få pillen ordineret efter aftale med en neurolog? Vi har på patienternes vegne tryglet Lægemiddelstyrelsen om dispensation, men får hver gang afslag. Derfor kontakter vi nu ministeren for at se, om der ikke er en vej ud af dette«, siger Peter Kauffeldt. Overholder regler Chefkonsulent Karsten Jørgensen, Lægemiddelstyrelsen, siger til Politiken, at man i styrelsen har et sæt regler, og dem vil man overholde. »Der foreligger ingen videnskabelig dokumentation for, at Marinol har en gavnlig effekt på patienter med sklerose, og derfor udleverer vi det ikke. En sådan dokumentation foreligger i relation til kræft- og aids-patienter, og derfor får de medicinen. Vi forsøger ikke at genere bestemte patientgrupper, men vi skal altså følge reglerne«, siger Karsten Jørgensen. Må tage sagen i egen hånd Ifølge Peter Kauffeldt betyder afslaget på udlevering af Marinol, at mange sklerosepatienter tager sagen i egen hånd for at få fat i andre former for cannabis - nemlig almindelig hash eller marihuana. Så får man måske den ønskede effekt - men uden garanti for sikkerhed og kvalitet og ofte på kant med loven. Sådan som det netop er set med en 30-årig jysk sklerosepatient, der har fået 300 kr. i bøde for at være i besiddelse af 32 gram hash, angiveligt til eget forbrug. »Hvis Marinol viser sig at virke efter hensigten, er det mit skøn, at flere tusinde patienter vil kunne få lindring med denne pille«, siger Peter Kauffeldt. Virker smertestillende Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er det aktive stof i Marinol THC, som har en lang række farmakologiske virkninger: det er bl.a. kvalmestillende, appetitstimulerende, smerte- og krampestillende. »Det er også gjort gældende, at cannabis i visse tilfælde kan have en gavnlig virkning ved grøn stær samt ved spasticitet hos patienter med dissemineret sklerose«, hedder det i notatet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her