Finansloven forsinkes knap tre uger. Folketinget vedtager den først ved tredjebehandlingen den 20. marts i stedet for den 1. marts som oprindelig planlagt. Det oplyser finansudvalgets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), til Ritzau efter kritik fra oppositionen for lovsjusk, hvis finansloven hastes igennem Folketinget. Finansminister Thor Pedersen (V) foretrækker, at finansloven vedtages hurtigst muligt, men understreger, at Folketinget afgør sagen. »Folketinget må selv bestemme, men jeg ser helst, at finansloven træder i kraft jo før jo bedre, for den regulerer hele det offentlige område for statens del«, siger han. Flere oppositionspartier kritiserede tirsdag regeringen for hastværk, da sagen blev drøftet i Folketingets udvalg for forretningsordenen.
Finanslov forsinkes tre uger
Lyt til artiklen