Jordemødre skal ned i tempo

Lyt til artiklen

Danmark skal ikke miste spædbørn i skyndingen. Formand for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), taler med store bogstaver i sin reaktion på Jordemoderforeningens advarsel mod overdreven travlhed på landets fødegange. »Jeg tror ikke på, at der er for få jordemødre, men jeg tror på, at de ikke alle steder bliver brugt rigtigt. Derfor opfordrer jeg amterne til hver især at se nærmere på arbejdstilrettelæggelsen. Jordemødrene skal vi netop bruge til at være omkring den fødende, og så må andre faggrupper inddrages til de øvrige opgaver, som tilsyneladende belaster jordemødrene«, siger han. Problemer med kejsersnit Fortravlede og dermed farlige fødsler er bragt frem i lyset blandt andet af en rapport fra Hovedstadens Sygehusfællesskab, som løbende overvåger og undersøger fødsler, som gik galt. I den seneste opsamling på fødsler fra 1997-1999 er der 144 dødsfald ud af 25.538 fødsler, og af de døde børn er der i en tredjedel af tilfældene tale om, at et eller andet gik galt - suboptimale forløb på lægesprog. Især er der tilsyneladende problemer med akutte kejsersnit, som ikke foregår hurtigt nok. Rapporten kan til gengæld ikke fortælle, hvad HS har gjort for dels at udlede et mønster i problemerne, dels at løse dem. Fødselsovervågning led i sikkerhed »At overvåge fødslerne og sætte fokus på de tilfælde, hvor det går galt, er det første skridt i retning af øget patientsikkerhed, og her er vi på forkant. Det næste skridt er at blive bedre til at systematisere oplysningerne og isolere problemerne - for eksempel omkring stress og travlhed hos personalet«, siger afdelingschef i HS Janne Lehmann Knudsen. De uheldige fødselsforløb fører ikke til store klagestakke i Patientklagenævnet. I 2000 afgjorde nævnet klager over 49 jordemødre, og i godt seks procent af tilfældene var der tale om en lovovertrædelse, det ligger væsentligt under antallet af lovovertrædelser i andre faggrupper i sundhedsvæsenet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her