Religionskrigen blev afblæst

Lyt til artiklen

Det gode forhold mellem Den Danske Folkekirke og Det Mosaiske Troessamfund består. Det bekræfter parterne, der fredag mødtes hos Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, efter de seneste dages ballade om den københavnske domprovst, Anders Gadegaards, juleprædiken. »Det er blevet kaldt et forsoningsmøde, og det er det også endt med at blive. Vi har haft en åbenhjertig og god nabosnak«, sagde biskoppen. »Gid mødet i Camp David (fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinensere, red.) var forløbet lige så godt«, supplerede tidligere overrabbiner Bent Melchior. Afviser jødehadsk holdning Københavns Domprovst, Anders Gadegaard, gentog, at hans prædiken julesøndag, som senere blev trykt i Information, på ingen måde var udtryk for en antisemitisk holdning, og at det aldrig var faldet ham ind, at den kunne opfattes sådan. »For fremtiden vil jeg sørge for at dække mig ind, så der ikke kan opstå tvivl om, hvad jeg mener«, sagde han. Grov antisemitisme eller ej Domprovstens indrømmelse var nok for de tre repræsentanter for Det Mosaiske Troessamfund. Formanden for Det Mosaiske Troessamfund, Jaques Blum, som i pressen er blevet citeret for at sige, at Gadegaards prædiken er »den groveste antisemitisme, vi mindes at have hørt fra en præst i Danmark«, slog fredag fast, at han ikke opfatter domprovsten som antisemit. »Vi har kendt hinanden i lang tid, og vi ved godt, at Anders ikke er antisemit«, sagde Jaques Blum, som i den ophedede debat i pressen også er blevet citeret for at sige, at »det er godt, den slags kommer ud... så kender jeg fjenden«. Biskop står bag domprovst Københavns biskop har forsvaret sin domprovst i Jyllands-Posten den 2. februar med følgende ord: »Anders Gadegaard fremførte ganske vist i sin prædiken en skarp kritik af de nuværende israelske myndigheders behandling af palæstinenserne, men heri er der ingen antisemitisme. Tværtom har mange jøder det samme syn på den nuværende israelske regering som domprovsten i København«. Men dagens møde er striden officielt afblæst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her