De godt 60.000 medlemmer af Hjemmeværnet skal med øjeblikkelig virkning deponere deres ammunition i centrale lagre. Det oplyser forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) til Ritzau på baggrund af en redegørelse fra Hjemmeværnskommandoen. Må beholde våben Hjemmeværnsmedlemmer skal ikke længere opbevare deres beredskabsammunition i hjemmet, men de får lov at beholde deres våben. »Hvis man skulle aflevere 25.000 våben i depoter, ville det være afsindigt omkostningskrævende, og der ville også være risiko for, at sådanne depoter kunne blive bemægtiget af andre grupperinger«, siger Svend Aage Jensby. Indfører returpatron-system Samtidig skærper Forsvarsministeriet reglerne om kontrol med ammunition på skydebaner, så man fremover skal aflevere de tomme patronhylstre efter endt skydning. »Hvis man for eksempel har fået udleveret 10 skarpe skud, skal man også aflevere 10 tomme hylstre. Der er selvfølgelig stadig den mulighed, at man ulovligt kan købe ammunition, men de omkring 900.000 andre våben, som findes i Danmark, kan jo også blive brugt på den måde«, siger Svend Aage Jensby med henvisning til landets mange jæger- og skytteforeninger. Seks episoder på fem år Det drastiske skridt i forhold til Hjemmeværnet er et forsøg på at undgå fremtidige tragiske hændelser, hvor hjemmeværnsfolk misbruger deres våben og sårer eller dræber andre mennesker. Forsvarsministeren oplyser, at der siden 1997 har været seks episoder, hvor hjemmeværnsfolk har brugt deres våben i strid med reglerne. Jensby: Ingen kritik af værnet Svend Aage Jensby understreger, at det ikke skal opfattes som en kritik af Hjemmeværnet. »Jeg håber, at de mange hjemmeværnsfolk, der bruger deres fritid til vederlagsfrit at være en væsentlig del af dansk forsvar, nu får fred og ro, og at man ikke bliver ved med at jagte dem. Jeg synes, kritikken af Hjemmeværnet er urimelig, og dette skridt må på ingen måde opfattes som en miskreditering. Der er medlemmer, der vil blive skuffede, men jeg tror, vi gør dem den bedste tjeneste«, siger Svend Aage Jensby. Forligspartier er med Partierne bag forvarsforliget støtter forsvarsministerens beslutning. Socialdemokratiets forsvarsordfører, Per Kaalund, betegner deponering af ammunitionen som "den rigtige løsning". Han mener, at det også har været afgørende af få øget kontrollen med udlevering af ammunition på skydebanerne. Kristeligt Folkepartis leder og forsvarsordfører, Jann Sjursen, betegner løsningen på problemet som "meget fornuftigt". Partiet mener, at det giver mest mening, hvis Hjemmeværnets folk beholder deres våben og derfor blandt andet selv står for vedligeholdelsen. Chefen for Hjemmeværnsstaben, oberst I.H. Sørensen, forventer, at de fleste medlemmer vil se med tilfredshed på de nye restriktioner, og han er ikke nervøs for, at indskrænkningerne i medlemmernes frihed vil resultere i en masseflugt fra Hjemmeværnet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























