Statsministeren affejer oppositionens kritik af, at regeringen gennemtrumfer Institut for Miljøvurdering og Rådet for Socialt Udsatte uden et lovforslag. Det er en ofte set praksis, siger Anders Fogh Rasmussen (V) efter et samråd om sagen i finansudvalget. »Den fremgangsmåde, som regeringen anvender her med at etablere Institut for Miljøvurdering og Rådet for Socialt Udsatte ved aktstykke, er en helt sædvanlig fremgangsmåde«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren oplyser, at han viste udvalget 'en stribe eksempler' på, at aktstykker blev brugt på samme måde under den tidligere regering. »Når det kommer nu som aktstykker, er det, fordi regeringen gerne vil hurtigt i gang. Så bliver det senere på helt normal praksis indarbejdet i de kommende års finanslove«, siger statsministeren. Han mener, at de to nævnte institutioner har en så begrænset økonomisk omkostning, at praksis bør være fleksibel nok til at lade institutionerne oprette uden først at skulle gennem en lovbehandling. SF køber ikke Foghs argument SF's finansordfører, Ole Sohn, havde kaldt statsministeren i samråd. Han giver ikke meget for Foghs argument om at komme hurtigt i gang. Miljøministeren kunne havde fremsat et lovforslag om at oprette Institut for Miljøvurdering i starten af december, og så kunne loven være vedtaget nu, påpeger Ole Sohn. »Så havde man haft en høringsfase, hvor medlemmer kunne have stillet spørgsmål, og organisationer kunne have givet deres besyv med. Regeringen ville da have stået på en bedre måde - også selv om oppositionen havde stemt imod«, siger Ole Sohn. Midlertidig praksis med aktstykker SF's finansordfører er til gengæld tilfreds med, at statsministerens oplysning om, at regering ikke planlægger at fortsætte med at fremsætte aktstykker i sager, som man på forhånd ved vil ryge i folketingssalen. I de tilfælde lover regeringen at droppe aktsykkerne og i stedet sikre en normal lovbehandling, oplyser Ole Sohn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























