Trafikminister Flemming Hansen (K) vil lade fjernbusser køre frit mellem de større byer i Danmark. Til marts fremlægger regeringen et lovforslag, som giver busselskaber ret til at køre på kryds og tværs i landet, og dermed får DSB konkurrence. »Vi vil gøre det frit at køre fjernbus fra det ene sted til det andet i Danmark«, siger Flemming Hansen til Ritzau. Ruterne skal gå over mindst to amtsgrænser, så den lokale bustrafik ikke forringes. Men ellers er vejen åben for et ubegrænset antal busruter. Trafikministeren forventer mange nye ruter og forudser, at især studerende og ældre vil tage bussen fremfor tog. Erfaringerne fra Sverige og Norge er gode, påpeger han. Forudsætter godkendelse i styrelse Flemming Hansen vil ikke blande sig i, hvor busserne går fra og til, men Færdselsstyrelsen skal godkende selskaberne, så det bliver ordentlige busser og veluddannede chauffører. Hidtil har markedet været underudviklet. Den tidligere regering åbnede forsigtigt for fem busruter over Storebæltsbroen. Men grundlæggende var de socialdemokratiske trafikministre bange for, at fjernbusser ville undergrave DSB's økonomi. Den frygt deler Flemming Hansen ikke. »Det vil ikke være nogen trussel. DSB har kæmpesucces med deres intercitytog og rejseaktiviteter«, siger han. Høring og samråd Lovudkastet sendes i høring om to uger. Men ministeren har allerede haft møde med busvognmændenes organisation. De var positive, men frygter, at op til 20 busselskaber vil søge samme rute. Flemming Hansens vil lytte til kommuner, amter, busser og passagerorganisationers indvendinger, men udgangspunktet er, at der ikke skal være statslige begrænsninger. »Det er ikke regeringen, der skal bestemme, hvem der skal køre. Vi giver det frit«, siger Flemming Hansen. Trafikministeren var torsdag i samråd i Folketingets trafikudvalg, hvor han redegjorde for de kendte statslige planer for trafikinvesteringer. DSB overvejer busser DSB regner med at miste både kunder og penge, hvis markedet for fjernbusser bliver givet frit. DSB's direktør for tog, Bjørn Wahlsten, siger, at man vil undersøge alle muligheder for at give busserne konkurrence. Han mener ikke, at der er plads til voldsomt mange nye busruter i Danmark. »Det vi har set i udlandet i Sverige, Norge og England er, at der starter en masse nye ruter, og så dør de 80 procent, når det hele har stabiliseret sig, siger Bjørn Wahlsteen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























