Statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung, har tiltalt fire medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdoms (DFU) hovedbestyrelse for racisme. Anledningen er en kampagneplakat fra foråret 2001 med teksten "Massevoldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet - det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os". Teksten var ledsaget af billedet af tre unge lyshårede piger med teksten "Danmark i dag" - samt et billede af tre hætteklædte blodplettede mænd, som fremviser Koranen, med underteksten "Danmark om 10 år". Trykt i skoleblad DFU-plakaten blev samtidig trykt i skolebladet "Studiemagasinet" og lagt ud på ungdoms-organisationens hjemmeside. Ungdomspolitikerne blev anmeldt af blandt andre CD's daværende folketingsmedlem Arne Melchior. Han mente samtidig, at Dansk Folkepartis top havde et medansvar, fordi Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, og pressechef Søren Espersen havde sagt god for plakaten. Politiet valgte dog kun at sigte de fem medlemmer af DFU's hovedbestyrelse, samt redaktøren og en medarbejder ved "Studiemagasinet", som offentligt har undskyldt og taget skarpt afstand fra kampagnen. DFU's landsformand Kenneth Kristensen, som er en af de fire tiltalte, siger, at han ikke er forbavset - men skuffet over Erik Merlungs afgørelse. »Jeg mener ikke, at der er tale om en skræmmekampagne, men en oplysningskampagne«, siger han.
Ungdomspolitikere tiltalt for racisme
Lyt til artiklen