Der vil ikke blive rørt ved nærpolitiet. Og borgerne vil få lettere ved at få fat i politiet, hvis Politikommissionens forslag om næsten at halvere antallet af politikredse i Danmark bliver fulgt, vurderer medlem af kommissionen, professor Eva Smith fra Københavns Universitet. »Det burde stå med flammeskrift over betænkningen, at vi ikke rører ved nærpolitiet. Der bliver færre hovedkvarterer, men ikke færre butikker. Der vil formentlig fortsat være en eller anden form for station alle de steder, hvor de er i dag, der vil bare være mindre administration«, siger hun. Samme melding kommer fra formanden for Politimesterforeningen, Jørgen Illum, der også har sæde i kommissionen. Arbejdskraft for til 600 betjente frigøres »Man samler ledelsen og forskellige ledelsesmæssige funktioner som eksempelvis økonomiforvaltning, så der frigøres ressourcer til at styrke de operative opgaver. Det er væsentligt at understrege, at færre politikredse ikke rører ved nærheden, snarere tværtimod. Vi har her en mulighed for at effektivisere og rationalisere, så vi får flere politifolk på gaden«, siger han. Kommissionen forventer ifølge Politikens oplysninger, at der frigøres arbejdskraft svarende til mellem 450 og 600 betjente, som kan bruges til almindelige politiopgaver. Flere kan rykke ud Selv om der er byer, som mister deres egen politimester og i stedet skal dele politimesteren med andre byer, vil det ifølge Eva Smith ikke medføre, at borgerne skal køre længere, hvis de personligt vil i kontakt med politiet. »Der vil fortsat være et sted i nærheden, hvor man kan få udstedt pas, kørekort og lignende. Stationerne vil måske ikke være bemandet om natten, men det er også de færreste, der henvender sig personligt på en politistation om natten. Man ringer til politiet, og med den nye struktur vil der alt andet lige være flere betjente, der har mulighed for at rykke ud«, siger hun. Mere slagkraft Samtidig er det kommissionens opfattelse, at en sammenlægning til større politikredse er nødvendig for at matche moderne kriminalitet og opbygge den nødvendige ekspertise. »Det er vigtigt, at borgerne kan se politiet, men det er også vigtigt at gøre politiet mere slagkraftigt. Der er brug for et højt fagligt niveau, og det er lettere at holde sig ajour med en gruppe på femten mand, end hvis blot fire mand skal forsøge at følge med udviklingen«, siger hun. VK afvise Både Venstre og de konservative har - uden at have læst kommissionens betænkning - på forhånd afvist, at forslaget om at halvere antallet af politikredse er spiseligt. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har fastslået, at den model ikke bliver gennemført med Venstres stemmer. Betænkningen kommer efter tre års arbejde med Højesterets præsident, Jaques Hermann, i spidsen og bliver afleveret til justitsminister Lene Espersen (K) i løbet af kort tid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























