Dansk Folkeparti kræver, at regeringen opgiver at spare efter grønthøstermetoden på uddannelsesområdet. Hvis DF skal lægge stemmer til besparelser på universiteter og handelsskoler, skal regeringen kunne argumentere for hvert enkelt sparekrav. »Regeringen må erkende, at grønthøsteren ikke kan bruges på uddannelserne«, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF). Samme sparekrav overalt Grønthøsteren betyder, at alle områder bliver pålagt samme sparekrav. I år er VK-regeringens krav på tre procent. Mens uddannelsesområdet var undtaget for besparelser i SR-regeringens finanslovsforslag fra august. »Derfor er det meget voldsomt nu pludselig at få et sparekrav på tre procent, som oven i købet skal spares på mindre end et år«, siger Thulesen Dahl. DF vil friholde videregående uddannelser Dansk Folkeparti er med på at spare på f.eks. aftenskoler, daghøjskoler og Den Fri Ungdomsuddannelse. Men vil friholde videregående uddannelser, erhvervsskoler og handelsskoler. Kristian Thulesen Dahl kræver, at regeringen under finanslovsforhandlingerne - der går i gang på mandag - kommer med enkelte konkrete spareforslag, som DF kan tage stilling til. Vil inddrage forskningspulje DF vil gerne inddrage den pulje på 400 mio. kr., som regeringen har sat af til forskning, for at undgå uddannelsesbesparelser. Plus eventuelt finde flere penge. Videnskabsminister Helge Sander (V) er klar til at forhandle: »Vi har et oplæg, og det vil vi forhandle med partierne i næste uge«. På tilbagetog Også konservative meldinger tyder på, at regeringen er på tilbagetog. »Vi er parate til at snakke om det. Vi må se på, om der er behov for flere penge til uddannelsesområdet, og om vi målrettet kan gøre noget for dem, der har brug for et løft«, siger finansordfører Gitte Seeberg (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























