Stor forskel i kræftoverlevelse

Lyt til artiklen

Der er meget stor forskel på overlevelsen af lungekræft i de danske amter. En undersøgelse af knap 34.000 patienter i perioden 1984-1998 viser, at lungekræftpatienter fra Århus, Viborg og Aalborg i gennemsnit overlever væsentligt længere end patienter fra København, Fyn og Sønderjylland. Danmark er generelt langt bagefter de øvrige nordiske lande på dette felt, men også inden for vore egne grænser er forskellene ganske betragtelige: I Københavns Kommune, som har landets laveste femårsoverlevelse, er 4,2 procent af lungekræftpatienterne i live efter fem år. I Århus, som har landets bedste overlevelse, er tallet 7 procent. Det er en forskel, som målt med videnskabelige alen er endog særdeles markant. Ingen forklaring Ifølge undersøgelsen, der er offentliggjort i Ugeskrift for Læger, er det imidlertid ikke muligt på nuværende tidspunkt at forklare de store forskelle i landet med konkrete forskelle i kvaliteten af kræftbehandlingen på sygehusene. Det er nemlig ikke den, de fire forskere bag studiet har undersøgt. Alligevel kan man ud fra tallene konstatere, at resultaterne ikke er bedre på de store end på de små kræftcentre, hvilket flere ellers har ment. »De dårlige resultater i nogle amter skyldes formentlig manglende forebyggelse, sen henvendelse til egen læge og sen henvendelse til specialafdeling. Vi bør derfor satse på en forebyggende indsats og indsatsen i primærsektoren (uden for sygehusene, red.)«, fastslår forskerne. Lungekræft skal undersøges Lungekræft er udpeget som et af de seks sygdomsområder, hvor kvaliteten af behandlingen skal vurderes i det såkaldte Nationale Indikator-projekt. Alligevel har debatten omkring Den Nationale Kræftplan ført til væsentligt øgede bevillinger til behandling meget sent i forløbet, selv om de aktuelle data tyder på, at der kan opnås langt bedre resultater ved en indsats tidligt i forløbet, anfører forskerne i ugeskriftet. Smertensbarnet En helt ny statistik viser, at lungekræft fortsat er kræftbehandlingens smertensbarn i Danmark. Mens en række andre kræftformer siden 1977 har oplevet en massiv fremgang i patienternes langtidsoverlevelse, halter lungekræft stadig langt efter. Fra 1977 til 1997 er antallet af patienter, der lever efter fem år, kun steget med 1,4 procent. Mange forskere mener, at den store forskel mellem Danmark og de andre lande i Norden kan hænge sammen med, at danskerne ryger mere og måske også kommer senere til lægen med deres symptomer. Femårsoverlevelsen blandt danske mænd og kvinder er i snit henholdsvis 4 og 5 procent. Det syner ikke meget i forhold til Sverige (8 og 9 procent), Norge (6 og 7 procent) og Finland (10 og 11 procent). Alligevel er der da lidt at glæde sig over set med danske øjne, mener de fire bag den danske undersøgelse, overlægerne Flemming F. Madsen og Lars Frølund samt reservelæge Jamal A. Hanash og sygeplejerske Bente Nørskov. »Lungekræftpatienternes overlevelse eller måske kvaliteten af kræftbehandlingen, som det har været udtrykt, var langt bedre i nogle danske centre end tidligere antaget, f.eks. i Nordjyllands Amt og Århus Amt. Dette er uventet godt nyt for vore patienter, som via pressen har kunnet få det unuancerede indtryk, at kvaliteten af kræftbehandlingen generelt var dårlig i Danmark«, skriver de fire forfattere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her