Miljøklage over medicingigant

Lyt til artiklen

Det amerikanske biotekselskab Biogens planer om at slå sig ned i Hillerød er endt i strid allerede før det første spadestik. Biogen vil bygge en fabrik og ansætte 400 nye medarbejdere; gravkøerne skal efter planen gå i gang i næste måned. Men nu har Danmarks Naturfredningsforening (DN) sendt en klage til Naturklagenævnet, fordi organisationen mener, at byggeriet er miljømæssigt uforsvarligt. Biogen og DN mødes tirsdag med Hillerøds borgmester, Nick Hækkerup. DN vil blandt andet diskutere den miljøvurdering, som Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har udarbejdet. 'Abnorme mængder af vand »Biogen skal bruge abnorme mængder af vand og sender tilsvarende store mængder spildevand ud. Det bliver formentlig nødvendigt at lave helt nye vandboringer og et nyt rensningsanlæg. Det har HUR ikke undersøgt konsekvenserne af«, siger Mogens Hansen, formand for DN's afdeling i Hillerød. »Vi har ikke noget imod Biogens fabrik som sådan, og derfor har vi heller ikke krævet, at byggeriet ikke må gå i gang«, siger Mogens Hansen. Biogen skal årligt bruge 600.000 kubikmeter vand til fremstilling af sklerosemedicin. Hillerøds to kommunale vandværker leverer i dag 1,7 millioner kubikmeter. DN frygter, at nye vandboringer og spildevand vil ødelægge føden for flere fuglearter i Roskilde Fjord, der er EU-habitatområde. Biogen respekterer klage »Vi respekterer klagen. Og vi vil meget gerne samarbejde med kommunen, for vi har erfaring med vandrensning efter forurening«, siger Henrik Malmos, Biogens projektkoordinator i Danmark. Borgmester Nick Hækkerup ønsker ikke at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her