Den danske fange, som USA mistænker for terror, er stadig i Afghanistan, oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), der også forklarer, at regeringen har mørkelagt sagen, fordi den mistænkte kan være en del af et dansk terrornetværk. »Det sker i høj grad for at øge muligheden for at opklare et eventuelt terrornetværk og terroraktioner som måtte være igang i vores område - måske i Danmark«, siger Per Stig Møller og understreger, at danskeren er uskyldig til det modsatte er bevist. Hemmelig identitet Fungerende justitsminister Brian Mikkelsen (K) orienterede torsdag Folketingets såkaldte kontroludvalg med efterretningstjenesterne. Bagefter sagde han, at myndighedernes almindelige tavshedspligt betyder, at regeringen ikke kan oplyse noget om fangens identitet. »Hertil kommer, at der i denne sag er tale om en oplysning, der er modtaget som led i PET's (Politiets Efterretningstjeneste, red.) virksomhed, og som af hensyn til PET's forhold til sine kilder derfor ikke kan offentliggøres«, sagde Mikkelsen til Ritzau efter mødet. Ifølge justitsministeren er det for tidligt at sige, om Danmark vil kræve fangen udleveret til retsforfølgelse her i landet. Han risikerer dødsstraf, hvis han i USA kendes skyldig i terrorhandlinger. Per Stig afviser kritik Per Stig Møller afviser kritik fra blandt andre Dansk Folkeparti og Enhedslisten af regeringens hidtidige tavshed i sagen. »Det er uansvarligt at kritisere min pligt, som er ikke at forhindre PET i at lave et eventuelt opklaringsarbejde i Danmark. Det er jo menneskeliv, som kan stå på spil, hvis en terrorgruppe får mulighed for at slå til. Desuden er en udenrigsminister ikke en standret. Hvis jeg hænger et navn ud, og det så viser sig, at personen har befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så vil det have været at lave en standret. Forestil jer, hvad det vil betyde for den mand og hans familie, hvis jeg hænger ham ud«, siger Per Stig Møller. Ifølge Ritzaus oplysninger er den tilfangetagne mand angiveligt en dansk-marokkaner fra København. Han har en dansk mor og en marokkansk far og har haft sin gang i en moské på Nørrebro, hvor miljøet betegnes som yderst rabiat. Barske forhold i Afghanistan I lejrene i Afghanistan er fangerne hårdt angrebet af parasitter. Der er ingen opvarmning, selv om det er frostgrader. Der er lergulve i cellerne, som er adskilt fra hinanden ved hjælp af pigtråd samt belysning døgnet rundt. Sådan beskriver amerikanske medier forholdene i USA's midlertidige fangelejr ved Kandahar lufthavn med 275 krigsfanger fra krigen i Afghanistan. Kommandør Michael Merryman fra den amerikanske centralkommando erkender, at lejren er meget simpel. »Når vi skal overføre fangerne til Guantanamo Bay i Cuba, så må vi rengøre dem, fordi infektioner med parasitter er et alvorligt problem i Kandahar. Det hænger sammen med, at vi ikke kan tilbyde regelmæssige brusebade«, siger Michael Merryman. Merryman siger, at det er amerikansk politik ikke at offentliggøre detaljer om lejren, men han understreger, at fangerne behandles humant og i overensstemmelse med Genèvekonventionen. En sag med mystik Enhedslistens Keld Albrechtsen og lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, kan ikke se, hvorfor sagen skal behandles bag Kontroludvalgets lukkede døre. »Der er megen mystik i denne sag«, siger Albrechtsen, mens Kjærsgaard mener, at regeringen burde be- eller afkræfte forlydender i pressen om, at fangen er en dansk-marokkaner fra København. »Hvis det er rigtigt, at han skulle være rekrutteret fra en moské, så er der formentlig flere om det. Så er det nok ikke en enlig svale«, siger Pia Kjærsgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























