Regeringspartierne har droppet kravet om et stop for støtten til det palæstinensiske selvstyre. Og dermed blev der flertal for regeringens ny Mellemøst-politik, der til forveksling ligner den gamle regerings. Bag den nye politik står regeringepartierne, Venstre og Konservative, Socialdemokratiet, De Radikale, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti. Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, havde rejst torsdagens debat for at skabe et mere 'afbalanceret' fundament for Danmarks Mellemøstpolitik, efter tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts (S) kritiske holdning. Den nuværende regering er imidlertid tilsyneladende temmelig enig med Lykketofts udmeldinger. Efterfølgeren i Udenrigsministeriet, Per Stig Møller (K), betegnede ligefrem Lykketofts tale under debatten som 'glimrende'. Han sagde også, at regeringen vil føre dialog og være lydhør over for både palæstinensere og israelere. »Begge parter er skyld i den nuværende situation. Presset på den palæstinensiske ledelse for at standse terror og knuse terrornetværk må opretholdes. Israel må give manøvrerum, så Arafat kan løse opgaven. Israel må trække sig tilbage fra besat land og forstå, at bosættelserne er i strid med Geneve-konventionen«, sagde Stig Møller. Den danske bistand til palæstinenserne har også været et stridspunkt mellem den tidligere regering og den borgerlige fløj, der onsdag ville beskære den. Men nu siger Per Stig Møller, at overgangsbistanden foreløbig vil fortsætte til år 2005. Han tilføjede, at mange af de penge, der er afsat til politi og domstole i de palæstinensiske områder, ikke er brugt, og at det måske vil være bedre at bruge dem til fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse blandt palæstinenserne. Specielt Jann Sjursen og Dansk Folkepartis Peter Skaarup langede fra talerstolen ud efter den Mellemøst-politik, som Mogens Lykketoft førte. Men den tidligere udenrigsminister mente ikke, at der var noget at komme efter. »For mig har den åbne og kritiske tone over for Israel også været begrundet i, at Israel er et åbent samfund, og at Danmark vel er det sidste land, man kan mistænke for ikke at være venner med Israel. Netop derfor har vi en forpligtelse til at sige tingene til Israel«, sagde Lykketoft, der bl.a. har kritiseret Israels bosættelsespolitik for at være den største hindring for fred. Dagsordenen er næsten identisk med et forslag, der onsdag cirkulerede på Christiansborg. Dette forslag var udarbejdet af regeringen, Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti og indeholdt også et punkt om, at regeringen skal "videreføre og revurdere" Danmarks bistand til palæstinenserne. Men for at få Socialdemokratiet og De Radikale til at stemme for dagsordenen blev det sidste punkt fjernet, hvorefter det kunne vedtages af et stort flertal og sikre regeringen bred enighed om Mellemøst-politikken under EU-formandskabet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























