Når forhandlingerne om integrationsminister Bertel Haarders (V) udlændinge-pakke går i gang, vil Socialdemokratiet forsøge at presse regeringen til at inddrage bedre integration. S er klar til at indgå en aftale, men den skal ikke alene indeholde stramninger over for flygtninge og indvandrere. »Bertel Haarder snakker meget om integration. Men der er intet med i regeringens udspil. Vi vil presse meget hårdt på for at få integrationen med«, siger udlændingeordfører Ritt Bjerregaard. Hun er formand for Socialdemokratiets interne integrationsudvalg, som arbejder på højtryk for blive færdig med et integrationsudspil. Ambitionen er, at S kan komme med sine ideer omkring 1. marts og altså nogenlunde samtidig med VK-regeringens lovforslag. Regeringen vil først komme med et integrationsudspil til efteråret. »Vores udspil komme alene til at handle om, hvordan vi kan gøre noget for at få flere i arbejde. Jeg bliver stadig mere forarget over alle de mennesker, som meget gerne vil i arbejde, men som holdes ude«, siger Ritt Bjerregaard. S overvejer kvotemodel Flere kilder oplyser, at S-udvalget overvejer at foreslå en kvotemodel a la den hollandske, som pålægger arbejdsgiverne at sammensætte arbejdsstyrken efter den etniske sammensætning i lokalsamfundet. »Vi har ikke lagt os fast. Vi overvejer, om det vil være nødvendigt. Eller om det er nok at true med muligheden for at indføre sådan en kvoteordning«, siger Ritt Bjerregaard. Det socialdemokratiske udspil fokuserer på uddannelse og arbejdsmarked. Blandt andet vil partiet foreslå stærkere sammenhæng mellem danskundervisning og aktivering. Sådan som Farumborgmester Peter Brixtofte (V) har haft stor succes med. Mangler praktikpladser S-gruppen overvejer også at forpligte arbejdsgiverne mere, når der skal skaffes praktikpladser. Det skyldes, at mange unge med anden etnisk baggrund vælger uddannelse på erhvervsskolerne og derfor løber ind i problemerne med at få praktikpladser. Partiet ventes også at foreslå, at det bliver obligatorisk for sundhedsplejerskerne at rådgive tosprogede familier om at sende deres børn i daginstitution. Det har i nogle kommuner sikret, at lige så mange tosprogede som danske børn er i institution. Et andet element i S-udspillet bliver en udvidelse af isbryderordningen med løntilskud til virksomheder, der ansætter velkvalificerede indvandrere. »Den ordning kunne man godt udvide til at omfatte andre«, siger S-næstformand Lene Jensen, som også sidder i integrationsudvalget, til Ritzau. Lagt op til bred aftale En stribe S-borgmestre opfordrede torsdag deres parti til at indgå en bred aftale med regeringen. Det er S parat til, siger Ritt Bjerregaard, men det kræver, at regeringen dropper nogle af sine forslag til stramninger. Hvis det sker, mener hun, at S skal lave forlig. Også selv om DF er med. »Det skal være substansen, som er afgørende«, siger Ritt Bjerregaard, der dog anser det for ret usandsynligt, at der på indholdet kan laves et bredt, samlet forlig. Partiets politiske ordfører Mogens Lykketoft afviste under åbningsdebatten et forlig med både S og DF. Det synspunkt har han stadig. »Men det handler ikke om, hvorvidt Dansk Folkeparti er med. Jeg tror bare ikke på, at vi kan blive enige med Dansk Folkeparti om indholdet«, siger Lykketoft. DF afviste torsdag at slække på regeringens pakke. Derfor er et stort samlet og bredt forlig næppe sandsynligt. Men det er muligt, at enkelte af forslagene i regeringens pakke vil få støtte fra både DF og S.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























