VK-Regeringen bekymrer sig ikke synderligt om den udenlandske kritik af, at Danmark vil lukke grænserne endnu tættere til for udlændinge, skære markant i bistanden til de fattige lande og nedlægge centret for menneskerettigheder. Når den danske hovedstad i disse dage i udenlandske medier anbringes som det nordligste punkt i den højrenationalistiske akse Rom-Wien-København, kommenteres det højst med en bemærkning om, at man i udlandet ikke har forstået et klap af forholdene i Danmark, og at man i øvrigt bare burde klappe i derude. Og lade os passe os selv. Når udlændingeminister Bertel Haarder kritiseres af den svenske regering for at bringe de europæiske bestræbelser på at skabe en fælles asylpolitik i fare, kalder han dem derovre på den anden side af Sundet for naragtige. Og regeringens analytikere beroliger sig selv med, at angrebet bare er en del af et forudsigeligt socialdemokratisk komplot. Og når FN's højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, anklager regeringen for at bryde FN-principperne ved at lukke menneskerettighedscentret og erstatte det med et kontor under Udenrigsministeriet, ja, så forsøger Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller at dysse sagen ned med forsikringer om, at uafhængigheden skam bevares, selv om menneskerettighederne fremover overvåges fra et hjørne af statens nye udenrigspolitiske forskningsinstitut. BALLADEN OM menneskerettighedscentret kan blive et problem for Fogh. Nu var det ellers - næsten - lykkedes ham at præsentere dødslisten over råd, nævn og centre som en ren velgerning ved at fremhæve mere absurde eksempler. Noget vanskeligere er det at gøre grin med menneskerettighederne. Og rigtig irriterende bliver det, hvis lukningen af centret på Christianshavn pludselig bliver symbol på Danmarks hårde linje over for udlændinge. Med sit svar til FN's Mary Robinson har Anders Fogh Rasmussen taget et medansvar for, at Danmark fortsat vil overvåge menneskerettigheder på en uafhængig og troværdig måde. Og han har lovet, at det kan lade sig gøre i den ministerielle udgave. Men det er Per Stig Møllers opgave at overbevise FN om, at uafhængigheden forbliver intakt, hvilket forekommer at være en utaknemmelig opgave - ikke mindst fordi udenrigsministeren selv var imod at anbringe centret på dødslisten. Per Stig havde foreslået, at man fusionerede Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), Center for Udviklingsforskning, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier og Center for Konflikt og Fredsforskning (COPRI). Det Danske Center for Menneskerettigheder skulle der ikke pilles ved. PER STIG MØLLERS indstilling blev imidlertid underkendt i regeringens magtfulde organ, koordinationsudvalget. De tre konservative i udvalget er Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, mens Venstre repræsenteres af Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen - og Anders Fogh Rasmussen. Udenrigsministeren må altså være blevet underkendt med sin egen partiformands velsignelse. Det er uvist, om Bendtsen har været påvirket af Dansk Folkepartis krav om at nedlægge menneskerettighedscentret, men det er tydeligt, at beslutningen har gjort partileder Pia Kjærsgaard glad. »Danmark har været et eldorado for fanatikere, der med menneskerettighederne i hånden vil gøre Danmark multietnisk«, skrev Kjærsgaard søndag i et læserbrev i Jyllands-Posten. Flere medlemmer af Venstres og de konservatives grupper i Folketinget er derimod hverken glade eller stolte over beslutningen, og de er nu begyndt at lufte deres bekymring offentligt. Den mest prominente er indtil videre Gitte Seeberg (K). Det bliver svært for Per Stig Møller at konstruere det nye udenrigspolitiske megainstitut på en måde, som overbeviser kritikerne om, at menneskerettighederne stadig vil blive behandlet uafhængigt af statsmagten. De har tænkt sig at bruge mindst en måned på arbejdet, og hvis kritikken fra udlandet og fra egne rækker tager til i styrke, bliver det en besværlig tid for Per Stig Møller - og for statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























