Udsigten til højere priser og eksempler på, at private firmaer fortryder deres tilbud på at udføre kommunal service, vil betyde kommunal tøven med udlicitering fremover. Uagtet at regeringen som selvstændigt mål gerne ser flere private firmaer i ældrepleje og børnepasning. Ubehagelige erfaringer Det forudser Gladsaxes borgmester, Ole Andersen (S), som selv har gjort ubehagelige erfaringer med at udlicitere en del af ældreplejen - for derefter at måtte tage den hjem igen, da firmaet Forenede Service på grund af store økonomiske tab smed håndklædet ind på rådhuset. »Det var en ubehagelig overraskelse, og den, tror jeg nok, forplanter sig til andre kommuner, som lige betænker sig en ekstra gang, før de går i gang med en udbudsforretning. Det skal i hvert fald vare et stykke tid, før vi igen gør det forsøg«, siger han. Gladsaxe Kommune havde muligheden for at holde firmaet fast på kontrakten, men den mulighed blev hurtigt forkastet, fordi den ifølge borgmesteren ville være for risikabel for de ældre brugere af den kommunale service. Tæt på konkurs »Firmaet tabte jo op mod 500.000 kroner om måneden på kontrakten, så vi var bange for, at det ville ende med konkurs, hvis vi insisterede på kontrakten«, siger Ole Andersen. Forenede Service er ikke ene om at konstatere, at det kommunale marked er vanskeligt at tjene penge på, og i Berlingske Tidende annoncerer både ISS og ActivSeniorCare højere priser ved kommende udbudsforretninger. Venter på lavere priser Også næstformand i Kommunernes Landsforening Ejgil W. Rasmussen (V) venter, at løftet om højere priser vil dæmpe den kommunale lyst til at udlicitere. I hvert fald i en tid. »Det er da lidt ærgerligt med de mislykkede udliciteringserfaringer, som måske skyldes manglende forberedelse hos de private til, hvad den kommunale opgave består i. Men på længere sigt tror jeg, at ønsket om at give borgerne et frit valg vil overvinde angst og bekymringer for borgerne«, siger han, der er borgmester i Gedved Kommune - en kommune med planer om udbud af en del af ældreområdet. Prisen er ikke alt »Vi har lagt en langsigtet plan for vores ældreområde, og her er det tanken at udbyde et af vores fire plejecentre til private. Nu må vi se, om vi kan skaffe flertal for det«, siger borgmesteren, som ikke umiddelbart vil bruge de private forlis som en hyldest til veldrevne kommuner. »Nogle kommunalpolitikere med en bestemt politisk baggrund vil måske nok gerne se det sådan, men det, tror jeg ikke, er hele historien. Jeg mener fortsat, der kan komme noget fornuftigt ud af et tættere samarbejde mellem offentligt og privat, og her er prisen ikke det eneste afgørende«, siger Ejgil W. Rasmussen. Pengene var ikke det vigtigste Ud over Gedved havde 21 andre kommuner ifølge Politikens Kommunerundspørge med udgangspunkt i budgetterne for 2002 planer om at udlicitere dele af de bløde serviceområder som for eksempel ældreomsorg og børnepasning. Ifølge Gladsaxeborgmesteren gik kommunen ikke efter at spare penge, da ældreservicen blev sendt i udbud. »Slet ikke faktisk. Vi var lige så optaget af, om de private kunne lære os noget om drift og måske var bedre til at nedsætte sygefraværet. Men den vare fik vi heller ikke«, siger Ole Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























