Hver tredje københavner vejer for meget. 41 procent af de københavnske mænd er overvægtige mod 26 procent af kvinderne. Den nye sundhedsborgmester vil fedmen til livs. »Vi er generelt blevet for tykke i København. Overvægt er blevet et samfundsproblem af nærmest epidemisk karakter«, konstaterer sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (R), som i løbet af foråret vil fremlægge en handlingsplan, der skal fremme en slankere linje blandt hovedstadens borgere. Siden 1995 har Københavns Kommune tilbudt slankekurser under overskriften Spis Dig Slank, men selv om resultaterne har været gode, er det ikke nok. »Det gælder om at få tilbuddet bredt ud og suppleret med flere initiativer. Jeg forestiller mig, at man i højere grad informerede folk på sygehuse, hos de praktiserende læger og via kampagner om de store risici, som er forbundet med overvægt«, siger Inger Marie Bruun-Vierø.
Sundhedsborgmester: Københavnerne er for tykke
Lyt til artiklen