Hjemmeværnsmand erkender skud

Lyt til artiklen

Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) vil genoverveje, om tiden er inde til få Hjemmeværnets våben lagt i depot. Det sker, efter at en 24-årig mand i december sidste år ved et uheld skød og dræbte den 21-årige Henrik Koch Brodersen på militært terræn. »Der vil nu blive iværksat i Hjemmeværnskommandoen - og her i ministeriet - en revurdering af den situation, at man har lov at have sit våben på sig. Det er klart, at en så tragisk begivenhed fordrer, at vi endnu engang tager problematikken op«, siger forsvarsministeren Svend Aage Jensby til Ritzau. Forsvarsministeren understreger dog, at det i givet fald vil være en radikal ændring af Hjemmeværnets identitet. »Selv om jeg er helt på det rene med, at trusselsituationen er en anden i dag end under den kolde krig, så føler jeg, at hjemmeværnsfolk har en følelse af, at det er én af ideerne bag deres frivillige arbejde«, siger Svend Aage Jensby med henvisning til traditionen for, at de 60.000 hjemmeværnsfolk selv opbevarer deres våben derhjemme. Hjemmeværn vil tjekke procedurer Også Hjemmeværnet vil gå sine procedurer efter. Hjemmeværnets anseelse og omdømme i befolkningen lider et knæk, hver gang et medlem optræder ansvarsløst med sit våben. På 12 år har hjemmeværnsfolk været blandet ind i tre drabssager og et røveri. Derfor er det nødvendigt at undersøge, om procedurerne skal skærpes, erkender værnets øverste militære chef, generalmajor Ulf Scheibye. Et uheld Det var et rent uheld, at en 24-årig mand i december sidste år skød og dræbte den 21-årige Henrik Koch Brodersen på et militært øvelsesterræn ved Nørresundby, forklarede han i et grundlovsforhør tirsdag. Retten i Aalborg varetægtsfængslede frem til den 13. februar. Han er sigtet for drab eller ved grov kådhed at have forvoldt fare for andres liv. Den 24-årige erkendte under retsmødet, at det var skud fra hans M-75 gevær, der ramte den 21-årige mand. Men han fastholdt, at geværet gik af ved et uheld, da han faldt med geværet i armene i samme øjeblik, som den 21-årige og dennes kammerat kom kørende forbi i bil. Den 24-årige fastholdt også, at han ikke vidste, at det var skarpe patroner, han havde i geværet. Anonymt tip hjalp politiet Den 21-årige slagteriarbejder blev ramt i ryggen af et enkelt skud fra et M-75 gevær, da han og en kammerat kørte ræs på en parkeringsplads nær ved et militært øvelsesterræn i Nørresundby. Anholdelsen af den 24-årige mand skete efter omtale af sagen i tv-programmet Station 2 på TV 2. Det var en anonym henvendelse, der førte til anholdelsen af den 24-årige. På bopælen fandt betjentene et M-75 gevær, som nu skal til teknisk undersøgelse, samt en del militært tøj. Kan ikke gardere sig mod forbrydelser Selv om hjemmeværnsfolk de senere år har været involveret i en hel del voldsomme episoder og drab, kan ingen gardere sig mod forbrydelser, siger hjemmeværnets ledelse. »Når personer begår uforudsigelige handlinger som i dette tilfælde en grov forbrydelse, er der opstået en situation, som ingen kan gardere sig imod«, lyder det i fra Hjemmeværnskommandoen. Presse- og informationschef Erik Petersen siger, at hjemmeværnets medlemmer går igennem en meget detaljeret optagelsesprocedure, som skal sikre, at folk ikke søger medlemskab bare for at få våben i hænderne i en fart. Medlemskab frataget Ifølge Erik Petersen har den sigtede i drabssagen omgående mistet sit medlemskab af hjemmeværnet og sin militære udrustning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her