Fogh garanterer uafhængig vagthund

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) garanterer, at Danmark får en uafhængig menneskeretsenhed, selv om Det Danske Center for Menneskerettigheder nedlægges. Menneskeretscentret skal indgå i et nyt udenrigspolitisk akademi. Det har fået kritikerne til at advare om, at VK-regeringen dermed bryder en FN-aftale om, at have en uafhængig vagthund, der overvåger menneskerettighederne. I overensstemmelse med FN-principper »Jeg vil sætte en tyk streg under, at regeringen vil sikre, at der inden for den nye struktur bliver en uafhængig enhed, der skal beskæftige sig med menneskerettigheder i overensstemmelse med FN-principper«, siger Anders Fogh Rasmussen tirsdag på sit ugentlige pressemøde. Statsministeren er stemt for, at hele det nye center skal have en større uafhængighed end f.eks. DUPI har efter de gældende regler. Lovforslag inden marts Hvordan det skal sikres, har Anders Fogh Rasmussen ikke noget konkret bud på endnu. Det vil fremgå, når lovforslaget om det nye akademi fremlægges inden 1. marts. 'Friere end DUPI »Personligt har jeg den opfattelse, at det ikke vil være nogen skade til, om det ny udenrigspolitiske akademi fik en friere og mere uafhængig stilling, end DUPI allerede har i dag«, siger Anders Fogh Rasmussen. På et møde tirsdag eftermiddag mellem udenrigsminister Per Stig Møller og en række ordførere fra de to regeringspartier måtte den konservative Gitte Seeberg erkende, at hun må lade sig nøje med den næstbedste løsning. »Det er ingen hemmelighed, at jeg helst så, at centret blev bevaret. Men sådan bliver det ikke. Til gengæld ligger der et klart tilsagn om, at de dele, som skal overvåge de danske menneskerettigheder, vil leve op til de internationale krav om et selvstændigt menneskerettighedscenter. Det må jeg stille mig tilfreds med«, sagde hun til Ritzau. Ellemann-Jensen advarer Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har på de indre linjer advaret VK-regeringen mod at fjerne en uafhængig vagthund på menneskerettighedsområdet. Han har sagt, at Danmark fortsat bliver nødt til at have en vagthundefunktion, som den, der i dag ligger i menneskerettighedscentret. Samt at det ikke duer, at den funktion er afhængig af Udenrigsministeriet. Politiken erfarer, at Uffe Ellemann-Jensen har skitseret to løsningsmodeller. Enten fuld uafhængighed til hele centret. Eller et særligt, eventuelt mindre, menneskerettighedsinstitut til at varetage vagthundefunktionen. Ifølge Politikens oplysninger arbejder regeringen på at gennemføre model et, så der sikres fuld uafhængighed til det nye Dansk Udenrigspolitisk Akademi, DUPA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her