Hovedstadens togpassagerer må en tur gennem helvede. DSB og Banestyrelsen blev fredag enige om ikke at udskyde sporarbejdet mellem Østerport og Københavns Hovedbanegård til sommerferien. Fra 15. februar og tre måneder frem må op mod 20.000 pendlere på Kystbanen og andre regionaltog således indstille sig på togskift og aflysninger. Yderligere titusindvis af passagerer bliver ramt af forsinkelser og skal stå som sild i en tønde i kupeerne. »Det skal desværre gøre ondt, før det bliver godt. Men på denne måde gør det mindst ondt«, sagde Banestyrelsens direktør Jens Andersen i går på et fælles pressemøde med DSB i styrelsens lokaler i den gamle Nordisk Fjer- Bygning i København. Parterne fremhævede den positive side af sporarbejdet ved at give deres pressemeddelelse overskriften 'Smidigere togtrafik fra 10. maj'. Fra den dato kan der hver vej køre 15 regionaltog i timen mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport mod 12 i dag. Helvede venter Men forud går det, som DSB's passagerdirektør Bjørn Wahlsten har kaldt »et helvede«: lukning af det ene regionalspor, så kun tre tog kan passere i timen hver vej. Og fra marts skal vejbanerne på broen over Østerport indsnævres, så risikoen for trafikalt kaos øges yderligere. DSB er i forvejen hårdt ramt af problemer på Kystbanen og Øresundstogene og bønfaldt i sidste uge Banestyrelsen om en udskydelse til sommerferien, hvor der er 40 procent færre passagerer. Men efter at have gennemgået hele projektet en gang til fastholder parterne altså tidsplanen. »Så nu sætter vi næsen ned i sporet og planlægger, så det skaber færrest mulige gener for passagererne«, sagde DSB's viceadministrerende direktør Keld Sengeløv på pressemødet. Stort puslespil Sporarbejdet er en del af det såkaldte LOKO-projekt, Lille Opgradering af København og Omegn. En udskydelse ville koste 30-40 millioner kroner, forsinke hele projektet mindst et halvt år, og desuden ifølge Banestyrelsen skabe andre, større problemer for de øvrige sporarbejder i hovedstadsområdet. »Det er et mammutpuslespil, vi skulle have til at gå op. Og alt i alt er dette her altså den løsning, der vil skabe færrest trafikale gener«, sagde Jens Andersen, direktør hos Banestyrelsen, hvis beslutning bakkes op af trafikminister Flemming Hansen (K). LOKO-projektets budget er på 600 millioner kroner. Projektet, der skal gøre det lettere at være togpassager i hovedstadsområdet, skal afsluttes inden udgangen af 2004.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR





























